Guldborgsund

Ole Schulz har været direktør for Schulz Biler i Nykøbing i mere end 40 år. Nu har virksomheden indgivet konkursbegæring. Arkivfoto: Anders Knudsen

Lokal bilforhandler konkurs

Efter mere end 40 år har lokal bilforhandler indgivet konkurdbegæring. 27 medarbejdere står til at miste arbejdet.

Offentliggjort

I mere end 40 år har Schulz Biler i Nykøbing solgt biler til borgere i Nykøbing og omegn. Men nu er det efter alt at dømme slut.

Virksomheden, der i dag ligger på Herningvej, har onsdag indgivet konkursbegæring, oplyser Schulz Biler i en pressemeddelelse. Dermed står 27 medarbejdere til at miste deres job.

- Det er en beslutning, der er truffet med stor sorg, lyder det i pressemeddelelsen.

- Det her er ikke den afslutning, nogen af os ønskede. Der er blevet kæmpet gennem mange bjerge, og der er blevet arbejdet for at finde en ansvarlig vej videre. Men på et tidspunkt må man også erkende, at kampen ikke kan fortsættes på de vilkår, der er nu, siger direktør Ole Schulz i pressemeddelelsen.

Forsøgte at finde anden løsning

Ole Schulz har længe forsøgt at finde en løsning, så andre kunne overtage forretningen, og han kunne trække sig tilbage efter mere end 50 år på arbejdsmarkedet - heraf over 40 år som direktør for Schulz Biler. Men det er ikke lykkedes. 

Først arbejdede man på et generationsskifte og siden en fusion, men uden det ønskede resultat.

- Processen er desværre trukket ud, og kombinationen af markedsvilkår, øgede krav, usikkerhed og tidsmæssige forsinkelser har gjort det umuligt at fortsætte driften i sin nuværende form, lyder det i pressemeddelelsen. 

De senere år har bilbranchen ændret sig markant, og det er også i det lys, at ønsket om et generationsskifte eller fusion skal ses.

- Kravene til likviditet, størrelse, systemer, mærkeinvesteringer og administrative processer er vokset betydeligt. Samtidig har markedet bevæget sig mod større kæder og færre selvstændige bilhuse, forklares det i pressemeddelelsen.

- Det gør ondt

Ole Schulz har udover de mange år som bilforhandler også en mangeårig fortid som formand for Nissan Danmark. Han lægger ikke skjul på, at det ikke var den måde, han havde ønsket at slutte sin karriere på.

- Det gør ondt, at det ender sådan her. Ikke mindst på vegne af medarbejdere, kunder, samarbejdspartnere og lokalsamfundet. Der arbejdes benhårdt på at finde den bedst mulige vej for alle berørte, så færrest muligt rammes hårdere end nødvendigt, siger Ole Schulz og tilføjer:

- Vi er stolte af det, der blev skabt her på Lolland-Falster, og taknemmelige for den opbakning, vi har mødt gennem årene. Schulz Biler har været mere end en virksomhed. Det har været en livsopgave, en arbejdsplads, et lokalt samlingspunkt og en del af vores families historie.

Det er nu op til en kurator at undersøge, hvad der skal ske med konkursboet.

Folketidende har været i kontakt med Schulz Biler, som oplyser, at man ikke ønsker at udtale sig yderligere.