Lolland

Onsdag får en delegation fra Femø som en af de første foretræde for Folketingets helt nye Økontaktudvalg. Arkivfoto

Lollandsk færgekaos rykker helt ind i hjertet på Christiansborg

En delegation fra Femø vil onsdag bruge sit foretræde for Folketingets nye Økontaktudvalg til at kræve en ny undersøgelse af færgedriften til de danske småøer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Femø-delegation tager færgekaos til Christiansborg

  • En delegation fra Femø møder onsdag Folketingets nye Økontaktudvalg efter sommerens mange færgeaflysninger. Jørgen Hansen, Inge-Lise Bisted og Carsten Vindnæs vil beskrive konsekvenserne for Femø, Fejø og Askø.

  • Lolland Kommune skal allerede redegøre over for transportministeren om drift og særplaner. Femø Færgegruppe ønsker også en ny national undersøgelse af finansiering og organisering af småø-færgerne.

Sommerens færgekaos til og fra de lollandske småøer rykker nu for alvor ind på Christiansborg.

Onsdag får en delegation fra Femø som en af de første foretræde for Folketingets helt nye Økontaktudvalg.

- Udvalget er faktisk så nyt, at det først formelt nedsættes onsdag, lige før vi har foretræde. Vi ved endnu ikke engang, hvilke politikere der kommer til at sidde i det, siger ø-repræsentant Jørgen Hansen fra Femø Færgegruppe.

Han udgør delegationen sammen med Inge-Lise Bisted og Carsten Vindnæs.

Mere principielt spørgsmål

Baggrunden er Jørgen Hansens gentagne henvendelser hen over sommeren til indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF), hvor han har efterlyst en ”hurtig ministeriel reaktion” på den omdiskuterede færgedrift i Lolland Kommune.

I brevene har han beskrevet en sommer med talrige færgeaflysninger, som han betegner som både alvorlige og bekymrende.

Vi vil også rejse et mere principielt spørgsmål om misforholdet mellem Folketingets gode intentioner for småøerne og kommunernes økonomiske virkelighed.

Jørgen Hansen

- Det vil vi naturligvis fortælle udvalgets medlemmer om. Men vi vil også rejse et mere principielt spørgsmål om misforholdet mellem Folketingets gode intentioner for småøerne og kommunernes økonomiske virkelighed. Det kalder efter vores mening på en undersøgelse af, om færgedriften kan organiseres på en anden og mere økonomisk forsvarlig måde - både for samfundet og kommunerne, siger Jørgen Hansen.

Redegørelse fra kommunen

Han er pensioneret overlæge og har haft sommerhus på Femø i mere end 30 år. De seneste cirka 10 år har han boet fast på øen og engageret sig markant i debatten om færgefarten.

Hans opråb i sommer har blandt andet fået Danmarksdemokraternes politiske ordfører, Susie Jessen, til at stille spørgsmål til transportminister Signe Munk (SF).

Jørgen Hansen er pensioneret overlæge og har haft sommerhus på Femø i mere end 30 år. De seneste cirka 10 år har han boet fast på øen og engageret sig markant i debatten om færgefarten. Privatfoto

Ministeren har efterfølgende bedt Lolland Kommune redegøre for færgedriften til Femø, Fejø og Askø.

Kommunen skal konkret svare på, om de mange aflysninger og særplaner er i overensstemmelse med forpligtelsen til at sikre en ordentlig færgedrift til de tre øer.

Vil påvirke undersøgelse

Men selv om den aktuelle færgesituation fylder meget blandt øboerne lokalt, ønsker Jørgen Hansen også at løfte debatten til et nationalt niveau.

- Vores primære ønske er, at Folketinget gentager undersøgelsen fra 2011 om organiseringen af færgefarten til de danske småøer. Dengang så man bredt på mulighederne: Hvordan kan færgedriften organiseres? Hvordan kan den finansieres? Nu er der gået 15 år, og det er tid til at se på erfaringerne igen - ikke mindst i lyset af den grønne omstilling og behovet for nye færger, som koster meget store beløb.

Ifølge Jørgen Hansen bør en ny undersøgelse blandt andet se på, om udgifterne til anskaffelse og vedligeholdelse af færger fortsat skal ligge i de kommunale budgetter.

- Vi vil forsøge at påvirke en undersøgelse i en retning, hvor færgernes økonomi bliver trukket ud af de kommunale budgetter, siger han.