Guldborgsund

En 35-årig mand malede fredag aften graffiti på en bil, en elboks og en husmur på Østerbrogade i Nykøbing. Arkivfoto: By Tho-Ge via Pixabay

Malede med den store pensel: Risikerer nu plet på straffeattesten

Efter en kort søgen lykkedes det politiet at finde frem til manden og sigte ham for hærværk.

Offentliggjort

Om han malede byen rød, melder historien ikke noget om, men malingen kunne formentlig knap nok nå at tørre for en graffitimaler fredag aften i Nykøbing, før han blev opdaget.

Klokken 20.03 fik politiet et praj om, at en mand havde malet graffiti på en elboks og en husmur på Østerbrogade, og det skulle vise sig, at han også havde ramt en hvid bil i nærheden af gerningsstedet.

Vakse øjne

På baggrund af gode vidneforklaringer lykkedes det politiet kort efter at finde frem til gerningsmanden, der viste sig at være en 35-årig mand, lyder det i døgnrapporten fra ordensmagten.

Han blev kortvarigt anholdt og sigtet for hærværk.