Lolland

Villaen på Søndre Boulevard 20 i Maribo blev solgt privat til et Ree-selskab for 11,5 millioner kroner og er nu sat til salg igen som det dyreste hus på hele Lolland-Falster. Foto: Google Street View

Mystisk Maribo-villa trækker tråde til 130 millioner kroners handel

Et Karsten Ree-selskab købte Maria Bek-Nielsens villa i Maribo for 11,5 millioner kroner og satte den kort efter til salg igen som Lolland-Falsters dyreste hus. Samtidig købte hendes mand Karsten Rees egen villa for 130 millioner kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mystisk handel med Maribo-villa

  • En villa i Maribo sælges af et selskab med forbindelse til Karsten Ree til 11,5 millioner kroner, hvilket gør den til den dyreste ejendom til salg på Lolland-Falster.
  • Handlen har vakt opsigt på grund af den høje pris og de involverede skatteregler, som kan påvirke den skattemæssige vurdering af transaktionen.

Karsten Ree solgte sidste år sin villa i Vedbæk nord for København for 130 millioner kroner.

Nu peger en lokal Maribo-handel tilbage mod samme personkreds.

Villaen på Søndre Boulevard 20 i Maribo blev i august 2025 solgt privat til et selskab med forbindelse til Karsten Ree, for 11,5 millioner kroner. 

Kort efter blev huset sat offentligt til salg igen til præcis samme pris, hvor ejendomsmægler Ivan Eltoft Nielsen står for salget. 

I dag står villaen som det dyreste hus til salg på hele Lolland-Falster.

Den tidligere ejer var Maria Therese Bek-Nielsen. Hun købte huset i 2017 for 4,65 millioner kroner og solgte det otte år senere for mere end det dobbelte.

Hendes mand, Carl Bek-Nielsen, er samtidig manden, der købte Karsten Rees villa i Vedbæk for 130 millioner kroner. Villaen var sat til salg for 120 millioner kroner, så handlen endte 10 millioner over udbudsprisen. Også her var det Ivan Eltoft Nielsen, der stod for salget.

Dermed går det samme ægtepar igen i hver sin store handel med Karsten Ree og hans selskab.

Historien blev først omtalt på Facebook-gruppen Fristende boliger, hvor tidligere DR-vært og indehaver af genbrugsbutikken Quriosa, Søren Falk, dagligt deler boliger, som han vurderer har potentiale.

Prisen stikker ud i Maribo

Prisniveauet i Maribo har allerede vakt undren.

Karsten Ree solgte sidste år sin villa i Vedbæk for 130 millioner kroner. Nu er et Ree-selskab ejer af Søndre Boulevard 20 i Maribo, der står til salg som det dyreste hus på hele Lolland-Falster. Anthon Unger/Ritzau Scanpix

En af de stærkeste liebhavervillaer i byen, Vestergade 15E ved Søndersø, blev i 2024 sat til salg for 9,5 millioner kroner og står fortsat til salg, nu til 8,9 millioner kroner.

Det gør 11,5 millioner kroner på Søndre Boulevard 20 til et prisniveau, der skiller sig tydeligt ud i det lokale marked. Ikke mindst fordi Vestergade 15E samtidig fremstår som en markant bedre handel.

Det var også den vurdering, der tidligere kom fra Frank Lynge, indehaver af Nybolig Maribo og Rødby.

- Jeg har aldrig hørt om noget, der er blevet solgt til 11,5 millioner i Maribo, sagde han til Folketidende.

Og da han blev spurgt direkte til prisniveauet, lød vurderingen sådan her:

- Det er en topoptimistisk pris.

Interessante regler

To skatteregler gør de her handler ekstra interessante.

Frank Lynge (th.), indehaver af Nybolig Maribo og Rødby, kalder prisen på 11,5 millioner kroner for Søndre Boulevard 20 i Maribo for topoptimistisk. Foto: Daniel Brøns

Den ene er ejendomsavancebeskatningslovens § 8, også kendt som parcelhusreglen. Den betyder, at en privat boligejer i mange tilfælde kan sælge sin helårsbolig uden at betale skat af gevinsten, hvis boligen reelt har været brugt som hjem, og betingelserne ellers er opfyldt.

Den anden er ligningslovens § 2, armslængdeprincippet. Den siger, at der ved kontrollerede handelsmæssige eller økonomiske transaktioner skal bruges priser og vilkår, som svarer til det, uafhængige parter ville have aftalt.

Det er netop derfor, reglerne er relevante i den her sag.

Hvis Maria Bek-Nielsen opfyldte betingelserne i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, kan en gevinst ved salget af villaen i Maribo have været skattefri. Samtidig købte et Karsten Ree-selskab huset til 11,5 millioner kroner, selv om prisen skiller sig markant ud i Maribo-markedet.

Hvis et selskab køber en privat bolig til en pris, der ligger over den reelle markedsværdi, kan det derfor blive et skattemæssigt problem. For så er spørgsmålet, om der i virkeligheden er flyttet værdi fra selskabet til den private sælger i strid med princippet i ligningslovens § 2 om markedsvilkår mellem forbundne parter.

Samme pris

Det gør også noget ved forståelsen af, at huset bagefter bliver sat offentligt til salg til præcis samme pris.

Hvis villaen kan vises frem på det åbne marked til 11,5 millioner kroner, styrker det billedet af, at den oprindelige handel skete til en markedspris. Og det er netop markedsprisen, der er afgørende, når man ser på armslængdeprincippet.

Parcelhusreglen er i sig selv helt lovlig, og armslængdeprincippet er en helt almindelig skatteregel.

Men hvis en pris bevidst er sat kunstigt højt for at flytte værdi fra et selskab til en privatperson, kan det være i strid med reglerne.

Folketidende har forsøgt at få en kommentar fra Ree-selskabet, men selskabet er ikke vendt tilbage på avisens henvendelser.

Ivan Eltoft Nielsen oplyser til Folketidende, at han ikke ønsker at kommentere et igangværende salg.