Lolland

Michael Gullits Mikkelsen har altid holdt meget af selv at styre eleverne på glatbanen. Arkivfoto: Per Houby

Næstformand efter lukning af glatbane: - Vi er superærgerlige

Michael Gullits Mikkelsen havde gerne set det køretekniske anlæg bevaret.

Offentliggjort

For kørelærer Michael Gullits Mikkelsen fra Maribo Køreskole er det en trist beslutning, som Glatbane.dk har taget. Lukningen af det køretekniske anlæg i Maribo vil blive et tab for både kørelærere og elever på Lolland-Falster.

- Det er da noget, som vi er superærgerlige over. Beliggenheden af anlægget er virkelig god, og nu får vores elever rigtig langt, når de skal på glatbane, siger han.

I sidste ende er der jo kun eleverne til at betale

Michael Gullits Mikkelsen

For den lollandske kørelærer er der dog ikke tvivl om, at glatbanen trænger til en kærlig hånd. For 11 år siden valgte de lokale køreskoler at droppe anlægget, da det simpelthen ikke længere var i en stand, så det kunne benyttes. Efter ejerne satte banen i stand, fik landsdelens elever dog atter lov til at blive i lokalområdet.

Men nu er det køretekniske anlæg nærmest mere nedslidt end det var dengang, og forude ville vente en renovering til måske et par millioner kroner.

Vil ikke ofre pengene

- Denne gang vil de ikke ofre pengene, men vælger bare at lukke banen, siger Michael Gullits Mikkelsen.

Faldende børnetal er en stor udfordring for landsdelen, og det burde også smitte af på køreskolerne, men sådan oplever Michael Gullits Mikkelsen det ikke.

- Jeg synes stadigvæk, at vi kommer med mange elever, og der er en stor opbakning til at bruge det lokale tilbud.

Bliver en dyrere løsning

Problematikken har allerede været vendt i Lolland- Falsters Kørelærerforening, hvor Michael Gullits Mikkelsen er næstformand, og her vil man nu forsøge at gå i dialog med andre køretekniske anlæg for at finde et sted at sende fremtidens elever hen.

For 11 år siden sendte køreskolen fra Maribo sine elever til Storkøbenhavns Køretekniske Anlæg i Kastrup, og det kan godt blive en løsning. Kravet til det nye sted er dog, at de skal kunne hente eleverne på Lolland-Falster.

- Der er nok ingen tvivl om, at det her bliver en dyrere løsning uanset hvor eleverne skal hen. I sidste ende er der jo kun eleverne til at betale, forklarer han, og regner med, at det nok vil gøre prisen for et kørekort omkring 200 kroner dyrere.

Lugter af økonomisk tankegang

Det er da heller ikke økonomien, som får Michael Gullits Mikkelsen til at ærgre sig over, at man lukker anlægget i Maribo. For selv om prisen nok var lidt billigere end i Toksværd, så skulle køreskolen selv lægge kørelærer til. Det har nu heller ikke været det store problem for den lokale køreskole.

- Jeg kan godt lide at følge mine elever hele vejen.

De lokale køreskoler har også forhørt sig hos Glatbane.dk om muligheden for at købe det køretekniske anlæg, men prisen kalder Michael Gullits Mikkelsen for helt urealistisk.

- Det lugter meget af økonomisk tankegang, hvor man bare gerne vil have alle elever til Toksværd og køre.