Lolland

Billedet viser Sukkerfabrikken i Nakskov set fra gadeplan. I forgrunden er der en modkørende bil, imens der i baggrunden er fabrik og skorstene.
Sukkerfabrikken i Nakskov. Foto: Ingrid Riis

Nakskov Sukkerfabrik lukker

En af byens store arbejdspladser - en lokal institution gennem mange, mange år - lukker.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nakskov Sukkerfabrik lukker.

Alle ansatte har netop fået besked for kort tid siden.

Nordzucker, der ejer fabrikken skriver følgende i en pressemeddelelse:

"På grund af en vedvarende strukturel overkapacitet i den europæiske sukkerindustri afspejler den planlagte lukning af sukkerproduktionen i Nakskov Nordzuckers proaktive indsats for at sikre virksomhedens langsigtede konkurrenceevne og skabe et mere effektivt produktionsnetværk."

Som følge af den planlagte lukning af sukkerproduktionen i Nakskov forventes op til 150 arbejdspladser at blive berørt, når kampagnen 2026 afsluttes i januar 2027, hedder det i pressemeddelelsen.

Sukkerfabrikken i Nykøbing består, lyder det videre.

Fortsætter som pakkeri

Nordzucker skriver videre, at man vil videreføre fabrikken som pakkeri og distributionscenter for sukker.

Lukningen af sukkerproduktionen i Nakskov lander ovenpå flere lukninger af koncernens fabrikker. Tidligere i år meldte virksomheden ud, at man lukker en fabrik i Slovakiet. Derudover lukkes for raffineringen af råsukker på en fabrik i Finland.

Besparelserne i andre europæiske lande var ikke tilstrækkelige, og Nakskov-fabrikken er derfor nu ramt, fordi det er "den fabrik, der i største omfang kan bidrage til" at opfylde mål om at styrke koncernens konkurrenceevne, lyder det.

Konsekvenser lokalt

Administrerende direktør i Nordic Sugar i Danmark siger ifølge pressemeddelelsen, at hans fokus "er nu at støtte de medarbejdere i Nakskov, der bliver berørt af beslutningen.

Trods lukningen af sukkerproduktionen i Nakskov mener virksomheden ikke, at engagementet i Danmark mindskes på længere sigt. Fremover vil produktionen af sukker i Danmark fokuseres på fabrikken i Nykøbing, "hvilket vil sikre bedre udnyttelse af kapaciteten på denne fabrik", skriver virksomheden i pressemeddelelsen.