Sport

Thea Kærholm Olsen er ny i NFH-truppen og kan få debut mod Horsens onsdag aften. Foto: NFH

NFH henter ungt talent

Håndboldligaklubben NFH har hentet et ungt talent hjem til klubben, efter at en af holdets andre spillere blev ramt af en alvorlig knæskade.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er et nyt navn på holdkortet, når NFH's håndboldligakvinder i aften, onsdag, løber på banen hjemme i Spar Nord Boxen til ligakamp mod Horsens.

Det er det unge talent Thea Kærholm Olsen, som klubben har hentet i 1. divisionsklubben TMS Ringsted på en kontrakt, der gælder resten af sæsonen.

Årsagen er, at NFH's nye norske højre fløj, Tiril Palm, rev korsbåndet over i sit ene knæ under en træning 5. september forud for ligakampen mod Odense Håndbold.

Tiril Palm blev opereret i fredags, og operationen gik godt, men der venter hende nu en lang genoptræningsperiode. Derfor var NFH nødt til at gardere sig på fløjpositionen.

Hendes afløser Thea Kærholm Olsen er ikke noget nyt navn i NFH, men hun er ny i ligasammenhæng. Hun fik en enkelt gæsteoptræden på ligaholdet i forbindelse med en pokalkamp i forrige sæson, og derudover har hun spillet ungdomshåndbold i klubben.

I sidste sæson blev hun kåret som årets talent, og nu får hun altså chancen for at vise sig frem på liganiveau.

- Det har været vigtigt for os at få en ekstra venstrehåndet spiller ind i truppen for at kunne fuldføre træningerne ordentligt. Derfor er vi rigtig glade for, at Thea har sagt ja til os. Vi ved, at det bliver en stor opgave for hende, men hun er en ung, hårdtarbejdende spiller, der klør på, og så må vi se, hvad det bliver til af spilletid, siger NFH's cheftræner Niels Agesen.

NFH har i forvejen norske Maja Magnussen på højre fløj.

Kampen mod Horsens - der i øvrigt byder på et gensyn med NFH's tidligere cheftræner Jakob Larsen på Horsens-bænken - begynder klokken 19.