Guldborgsund

Henrik Nielsen er ansat som ny kommunaldirektør i Guldborgsund Kommune og tiltræder stillingen 1. maj. Foto: Guldborgsund Kommune

Ny kommunaldirektør vender hjem: - Et entydigt tilvalg

Henrik Nielsen er født og opvokset i Eskilstrup, var kontorelev i Nysted Kommune og drømmer nu om sommerhus på Marielyst. Den nye kommunaldirektør kalder jobbet i Guldborgsund et entydigt tilvalg.

Offentliggjort

Henrik Nielsen vender hjem til Guldborgsund

  • Henrik Nielsen ser frem til at tiltræde som kommunaldirektør i Guldborgsund Kommune, hvor han har dybe rødder fra sin barndom i Eskilstrup og tidligere arbejde i Nysted.
  • Han ser stort potentiale i kommunens udviklingsmuligheder og ønsker at finde en balance mellem vækst og et godt hverdagsliv for indbyggerne.

Henrik Nielsen glæder sig ikke bare til et nyt job. Han glæder sig til at vende hjem.

Den kommende kommunaldirektør i Guldborgsund Kommune fortæller til Folketidende, at det var noget helt særligt at få beskeden om, at han havde fået jobbet.

- Det var enorm glæde. For mig er det et virkelig entydigt tilvalg. Jeg er utrolig glad for at være kommunaldirektør i Stevns i dag, men den her mulighed for at kunne komme til Guldborgsund, det har vakt noget helt særligt i mig, siger Henrik Nielsen.

Han tiltræder 1. maj og afløser Søren Bonde.

For den 49-årige topchef er der også en personlig historie i ansættelsen. Henrik Nielsen er født og opvokset i Eskilstrup og beskriver selv sin barndom på Falster som både tryg og klassisk.

- Jeg synes, jeg har haft en god og tryg opvækst. Jeg har gået på den lokale folkeskole i Eskilstrup og har brugt utrolig meget af min tid i den lokale badmintonklub, siger han.

Han var både spiller, ungdomstræner og bestyrelsesmedlem i klubben.

- Jeg har egentlig haft et meget klassisk, trygt og godt børne- og ungdomsliv med et aktivt fritidsliv, siger Henrik Nielsen.

Første rigtige job i Nysted

Det er ikke kun barndommen, der trækker spor til Lolland-Falster.

For næsten 30 år siden var Henrik Nielsen kontorelev i Nysted Kommune, og det er en del af hans historie, som han nu vender tilbage til.

- Det var mit første rigtige job. Jeg ved, at der er mennesker fra dengang, der stadigvæk arbejder i Guldborgsund Kommune. Dem glæder jeg mig enormt meget til at møde igen, siger han.

Dengang havde han dog ikke forestillet sig, at han en dag skulle vende tilbage som kommunaldirektør.

- Overhovedet ikke. Det var på ingen måde en del af mine tanker, at jeg skulle være kommunaldirektør, dybest set hverken i Guldborgsund eller andre steder, siger han.

Kigger på sommerhus i Marielyst

Henrik Nielsen og hans hustru flytter ikke permanent til Guldborgsund, men området kommer sandsynligvis alligevel til at fylde mere i deres hverdag.

Parret har nemlig længe haft tanker om at købe sommerhus på Marielyst, og de planer er kun blevet styrket efter ansættelsen.

Den kommende direktion i Guldborgsund Kommune. Fra venstre: Marianne Stentebjerg, Christian Refstrup, Henrik Nielsen og Karina Nørby. Foto: Guldborgsund Kommune

- Vi har i en årrække haft tanker om at købe sommerhus på Marielyst. De drøftelser bliver absolut intensiveret. Jeg har været på Marielyst et par gange i påsken for at kigge på sommerhus, siger han.

Han regner dog med at pendle til jobbet fra bopælen i København, sådan som han også gør i dag i Stevns.

- Jeg vil gerne køre de 20 minutter ekstra for den her mulighed, siger han.

Ser stort potentiale i Guldborgsund

Når Henrik Nielsen ser på Guldborgsund Kommune i dag, er det især udviklingsmulighederne, der springer i øjnene.

Han peger på de store projekter, der er i gang eller på vej, men også på behovet for balance mellem vækst og hverdagsliv.

- Jeg ser en kommune, der har nogle virkelig spændende udviklingsprojekter i gang og under opsejling. Det synes jeg er enormt spændende at blive en del af, siger han.

Særligt ser han muligheder i kommunens placering og i Femern-forbindelsen.

- Helt intuitivt ser jeg et enormt potentiale i en videre udvikling, både som et sted at bo, men også i forhold til erhvervsudvikling, siger Henrik Nielsen.

Samtidig peger han på, at en vigtig opgave bliver at finde balancen mellem store udviklingsprojekter, bosætning og turisme.

- Hvordan finder man gode balancer mellem at have et meget stort turisterhverv og samtidig sikre, at dem, der bor og lever i Guldborgsund, synes, at de har et godt hverdagsliv? Det er en vigtig balance, siger han.

Nede på jorden

På sin første arbejdsdag vil Henrik Nielsen først og fremmest bruge tiden på at lære kommunen at kende.

- Det er at lære Guldborgsund at kende. Jeg skal møde politikerne, ledere og medarbejdere, men også have et indtryk af, hvad folk er optaget af i erhvervslivet og i foreningslivet, siger han.

Han beskriver sig selv som en leder, der måler sig på tre værdier: ordentlighed, troværdighed og transparens.

Og rent personligt?

- Jeg er ikke nogen kæmpe spredebasse, men jeg kan med alle. Jeg prioriterer at have dialog med alle og tage den dialog i øjenhøjde, siger Henrik Nielsen.

Han mener selv, at noget af det ligger i hans opvækst.

- Jeg er meget lige til og nede på jorden, siger han.