John Højgaard Pedersen arbejder på at skabe en festlig stemning til NFC's kampe i Nykøbing ved at etablere 'Den Blå Mur' på stadion.
Med støtte fra sponsorer som Scan360, tilbyder han præmier som helikopterture og helstegt pattegris for at tiltrække flere tilskuere og støtte de lokale fodboldhelte.
’’Nu sker det, bonderøve – læs med.’’
Sådan starter et Facebookopslag fra alt-mulig-mennesket John Højgaard Pedersen, der nu har kastet sig over et nyt sportsprojekt.
Der skal simpelthen mere fart over feltet, en federe stemning og en større opbakning til de lokale fodboldhelte fra NFC.
Gratis adgang
Derfor har John Højgaard Pedersen lagt kakkelovnen til at skabe ’Den Blå Mur’ på stadion i Nykøbing.
Et stemningsafsnit, hvor der skal synges, råbes og jubles, så ingen er i tvivl om, at de er til fodboldfest.
Annonce
- Jeg kan ganske enkelt ikke forstå, at når jeg rejser rundt i verden med Turpal Bisultanov, så kan vi cirka 50 mennesker skabe en kæmpe fest i en hal med måske 20.000 tilskuere. Men når det drejer sig om NFC, så sker der ikke en skid, forklarer John Højgaard Pedersen.
Da en af NFC’s sponsorer – Scan360 – har sørget for gratis adgang til lørdagens topkamp mod FA2000, så øjner John Højgaard Pedersen selvfølgelig en oplagt mulighed for at få folk til at støtte op om initiativet på Lollands Bank Park. Og idéen har han tumlet med siden efteråret.
- Ja, altså det er jo foreløbig et one-man-show. Jeg har selvfølgelig clearet det med NFC, men afsenderen er mig. Også hvis det hele ramler – og helikopteren falder ned – så er det mit ansvar, griner John Højgaard.
John Højgaard Pedersens opslag på Facebook.
Og det med helikopteren er ikke bare grebet ud af den blå luft.
Præmier på højkant
For at trække endnu flere på stadion har den entreprenante falstring trukket i sit netværk og stablet en række præmier på højkant, der kommer i spil, hvis tilskuertallet runder 2000.
Indtil videre lyder gevinstlisten blandt andet på en privat helikoptertur for to personer med tapas og champagne – og helstegt pattegris til 50 personer.
- Bare vent, der skal nok komme mere til, lyder det fra John Højgaard Pedersen, der vil præsentere den nye fansang på stadion.
Hvad nu, hvis folk ikke gider? Altså hvis de bare gerne vil se lidt fodbold uden at slå på tromme og synge?
- Hvem vil ikke gerne ha’, at det skal være en fest at gå til fodbold? Det tror jeg da, alle vil. Jeg vil i hvert fald. Jeg siger jo heller ikke, at alle skal være med, men jeg håber, at man vil.
Annonce
Hvad er succeskriteriet?
- Tja, jeg regner i hvert fald med 100 stykker, men lad os bare sige, at målet skal være 300 til hver kamp, der virkelig giver den gas.
Og hvad nu, hvis det ikke lykkes? Hvornår kaster du så håndklædet i ringen?
- Det sker ikke. Jeg giver aldrig op. Heller ikke på det her projekt, siger John Højgaard Pedersen.
Seneste artikler
Byggerådgiver købte mellemnavnet "awesome" efter festival
Nu er Kun For Forrykte festival skudt i gang
Se videoen: Stort amerikansk fly fløj lavt henover Lolland og Falster
Borgmesterens bedste råd: Tag ikke telefonen ved ukendt nummer
Ingen børn skal stå på sidelinjen: Fond giver stor donation
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland