Guldborgsund

Pårørende er kritisk

Offentliggjort

- Der går alt for lang tid, inden der sker noget, og det er meget beklageligt.

Sådan siger Eva Sommer-Madsen, der har sin mor boende på plejecentret Præstemarken i Stubbekøbing.

Hendes mor var en af de beboere, der på grund af en fejl i en netforbindelse måtte undvære tv og internet i sin bolig i en uge.

- Eneste fornøjelse for hende og andre er jo at se tv, siger Eva Sommer-Madsen fra Vordingborg.

Hun undrer sig over, at det ikke noget før blev undersøgt, hvorfor hendes mor og andre ikke havde netforbindelse.

- Man har jo troet, at nettet blev lukket ned på grund af meddelelsen fra kommunen, siger hun.

Denne meddelelse går på, at beboerne ikke længere skal have adgang til det kommunale internet på stedet.

Eva Sommer-Madsen siger også, at personalet på Præstemarken heller ikke var klar over, hvad der var sket.

- Det sætter dem i en dårlig situation, mener hun.

Ifølge hende burde beboerne have en undskyldning højere oppe fra, fordi de i en uge var uden netforbindelse.

- Og måske noget kvajekage, synes hun.