Petrine Achton fra Nykøbing var på vej mod World Trade Center 11. september 2001. Fra Brooklyn så hun det andet fly ramme tvillingetårnene og brugte otte timer på at få besked hjem til familien på Falster.
Oplevelsen gav hende mareridt længe efter hjemkomsten til Nykøbing. Et besøg ved mindestedet i New York i 2020 hjalp hende, og i dag deler hun af og til fortællingen med elever på Østerbroskolen.
Petrine Achton fra Nykøbing havde set frem til 11. september 2001.
Den dag skulle hun og kæresten se New York fra toppen af et af tvillingetårnene i World Trade Center på Manhattan.
- Vi var ankommet til New York få dage før og var godt i gang med at opleve storbyen, inden min kæreste skulle begynde på en musikskole, og jeg som frivillig i en zoologisk have i Bronx. Netop 11. september havde vi besluttet at tage metroen til Manhattan og op i et af tårnene, fortæller Petrine Achton i hjemmet i Kraghave nord for Nykøbing om den skelsættende begivenhed for præcis 25 år siden.
Så andet fly ramme
- Vi var på vej til metroen for at køre fra Brooklyn mod Manhattan, da det første fly ramte det nordlige tårn. Straks spredte rygtet sig på metrostationen, og der blev sagt noget i de skrattende højtalere, som vi ikke helt kunne forstå. Men vi var i første omgang sikre på, at det var et uheld. Da vi kom op på gaden over metrostationen, lå der en røgsky over det sydlige Manhattan, fortæller Petrine Achton.
Annonce
Parret gik ind i en nærliggende kiosk - og her gik det i alt sin gru op for Petrine Achton, hvilket drama der udspillede sig for øjnene af dem lige på den anden side af floden mellem Manhattan og Brooklyn.
- På et tv i kiosken så vi billeder af det første fly, der havde ramt tårnet. Da vi kiggede ud ad døren, kunne vi se begge tårne i virkeligheden. Kort efter ramte det andet fly det sydlige tårn, mens vi stod og kiggede på det. Det var skræmmende, næsten som at befinde sig i en krigszone, mindes Petrine Achton.
Røgen steg til vejrs, efter at to kaprede fly 11. september 2001 blev fløjet ind i World Trade Center i New York City. Petrine Achton fra Nykøbing så det på tæt hold fra Brooklyn. Arkivfoto: Henny Ray Abrams/Ritzau ScanpixHenny Ray Abrams/Ritzau Scanpix
Ledte efter en telefon
Hun og kæresten havde fortalt familien hjemme på Falster, at de ville besøge tårnene netop den dag. Derfor fik de travlt med at finde en telefonboks og ringe hjem.
Angrebet på USA 11. september 2001
Angrebet ramte om morgenen lokal tid den 11. september 2001.
19 islamiske jihadister kaprede fire indenrigspassagerfly i USA. Det var 15 saudiarabere, to fra Emiraterne, en libaneser og en egypter.
To fly torpederede World Trade Center i New York. Det første ramte Nordtårnet klokken 08.46. Klokken 09.03 blev Sydtårnet ramt. 102 minutter efter at Nordtårnet blev ramt, var begge tårne kollapset.
Klokken 09.37 tvang jihadister et tredje kapret fly ned i USA's forsvarsministerium i Pentagon-bygningen i Washington D.C.
Klokken 10.03 styrtede et fjerde fly ned på en mark i Pennsylvania.
Det samlede officielle dødstal - ikke medregnet angrebsmænd - var på 2977 mennesker.
Den militante islamiske bevægelse al-Qaeda stod bag angrebet.
Lederen af al-Qaeda var Osama bin Laden, født og opvokset i Saudi-Arabien. Amerikanske kommandosoldater dræbte ham ved en operation i Pakistan i maj 2011.
Kilder: CNN, Reuters og AFP
- Vi ville fortælle, at vi var i god behold, men vi kunne ikke finde en telefonboks, der virkede. Der gik faktisk otte timer, før vi kom ind på en skole, hvor den venlige skoleinspektør ringede hjem til min bror, så vi kunne fortælle, at vi var okay. Det var ikke til at forstå, at vi bare gik rundt nær de sammenstyrtede tårne i så mange timer, fortæller Petrine Achton.
Indtrykkene fra dagen og tiden efter satte sig dybt i den dengang 24-årige falstrings sind.
- Der gik et par måneder, før vi kunne komme hjem. I al den tid hang der konstant røg over Manhattan. Den ville bare ikke forsvinde. Samtidig virkede New York så stille, selv om der ellers altid er liv i byen, og millioner af mennesker bor der, mindes Petrine Achton.
Indtryk fulgte hende længe
Hjemme i Nykøbing, hvor hun arbejdede som tjener på teatret, fulgte indtrykkene fra den skæbnesvangre dag hende længe.
- Det første halve år var særligt hårdt med natlige mareridt. Efterhånden fik jeg det bedre, men der var stadig noget, der ikke var blevet afsluttet i mit hoved. I 2020, før corona lukkede det meste af verden ned, var jeg i New York med min familie. Vi besøgte blandt andet stedet på Manhattan, hvor tvillingetårnene stod, og som i dag er omdannet til et meget smukt mindested. Det var mærkeligt at stå der så mange år efter, men samtidig også godt for mig, fortæller Petrine Achton.
Annonce
Petrine Achton stod i Brooklyn og så det andet fly ramme det sydlige tårn fra om morgenen 11. september. Kun floden skilte hende fra det sydlige Manhattan. Arkivfoto: Seth Mcallister/Ritzau ScanpixSeth Mcallister/Ritzau Scanpix
I 2013 blev hun uddannet lærer og er i dag ansat på Østerbroskolen i Nykøbing.
- 9/11 fylder ikke så meget for mig i dag. Men omkring årsdagen fortæller jeg nogle gange mine elever om terrorangrebet, hvis det giver mening, fordi begivenhederne på en måde var med til at redefinere verdensordenen. Så kan jeg også fortælle lidt om mine egne oplevelser den dag. Det plejer eleverne gerne at ville høre om, fortæller Petrine Achton.
Petrine Achton arbejder i dag som lærer på Østerbroskolen i Nykøbing og inddrager nogle gange 9/11 i undervisningen. Foto: Lars Hovgaard
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Voldsom brand: Beboer kan være brændt inde
Pensionister: Skolelukning vil også ramme os hårdt
44-årig truede med at slå mand ihjel
Regeringsparti får lokalafdeling på Lolland
60 foreninger fyrer op for fællesskabet
Mest læste artikler
Personer satte ild til bil efter natligt færdselsuheld
Voldsom brand: Beboer kan være brændt inde
NFC-rengøring trak møde ud i fire timer: - Jeg har sjældent oplevet noget lignende
Hund reddet ud: Brand i bil udviklede masser af røg
33-årig tiltalt for at mishandle og kaste brugte bleer efter børn