Folkemødet

Tobaksvarer og cigaretter er vigtige varer for dagligvarebutikkerne i landdistrikterne, påpeger Landdistrikternes Fællesråd. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Regeringens cigaret-plan kan være gift for landdistrikterne

Landdistrikternes Fællesråd advarer mod forslag om at begrænse antallet af steder, der må sælge cigaretter og andet tobak.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det kan få uheldige konsekvenser for landdistrikterne, hvis regeringen gør alvor af et forslag om at begrænse, hvem der må sælge cigaretter. Det advarer Landdistrikternes Fællesråd om.

Bekymring over forslag om begrænsning af tobakssalg

  • Landdistrikternes Fællesråd advarer om, at regeringens forslag om at begrænse salgssteder for cigaretter kan skade lokale købmandsbutikker på Lolland-Falster og i andre landdistrikter.
  • Brian Videbæk fra De Samvirkende Købmænd understreger vigtigheden af lokale butikker som samlingssteder og advarer mod, at færre salgssteder kan føre til mindre handel og socialt samvær.

Advarslen kom i en debat på Folkemødet på Bornholm og er en reaktion på en melding fra regeringen, som har sat gang i en analyse, som skal undersøge, hvordan man "på en fornuftig måde" kan skære ned på antallet af steder, der sælger tobak. 

- Det er vigtigt for os, at vi får reduceret antallet af salgssteder, hvor man kan sælge tobak og nikotin. Det er i sig selv en lille smule vildt, at der nærmest ingen regulering er i forhold til hvem, hvordan og hvor, du må sælge tobak og nikotin, sagde sundhedsminister Sophie Løhde (V) for en måneds tid siden til TV 2.

Men meldingen vækker altså bekymring. For man skal passe på dagligvarebutikkerne i landdistrikterne, opfordrede bestyrelsesmedlem i Landdistrikternes Fællesråd Brian Videbæk, som til daglig arbejder hos De Samvirkende Købmænd.

- Det er gift for os, hvis pensionister i landdistrikterne skal til at køre til en større by for at købe cigaretter, sagde han og forklarede, at cigaretsalget trækker en masse andet salg med sig.

- Ikke ret meget handel skal forsvinde fra lokale købmand, før vi er udfordret. Og købmanden er det lokale forsamlingshus. Det er der, man mødes i de fællesskaber, som er så afgørende for vores trivsel, uddybede han.

Bliver provokeret

 Meldingen faldt dog ikke i god jord hos Claus Richter, der er direktør for Diabetesforeningen.

- Jeg bliver provokeret af, at man åbenbart kun kan drive en butik i landdistrikterne, hvis man kan sælge tobak. Detailhandlen har et ansvar for at få kunderne ind i butikken og sælge noget andet, protesterede han.

 Men Brian Videbæk stod fast. Han forklarede, at det ikke er fordi, indtjeningen fra tobak i sig selv er afgørende.

- Det fylder ikke særligt meget, og vi sælger det ikke, fordi vi vil det. Men det er en trafikskaber for dem, der skal have smøger. Skal man til et centralt sted efter cigaretter, er det der, man gør sine indkøb. Så begunstiges nogle få af en kundestrøm, forklarede han.

Det er gift for os, hvis pensionister i landdistrikterne skal til at køre til en større by for at købe cigaretter.

Brian Videbæk, bestyrelsesmedlem, Landdistrikternes Fællesråd