Valgaftenen er hektisk, følelsesladet og fyldt med spænding. Foto: Ingrid Riis/Scanpix
Sådan blev borgmesterposten afgjort
Det lignede et tæt løb, men forhandlingerne udviklede sig hurtigt. Velvillighed, diplomati og timing gav Socialdemokratiet nøglen til rådhuset, mens Guldborgsundlisten blev efterladt i kulissen.
Exit polls fra Katedralskolen skabte spænding og lettelse blandt SF's medlemmer i valgcaféen på rådhuset i Nykøbing.
Simon Hansen fra Socialdemokratiet sikrede sig flertallet i byrådet gennem strategiske alliancer, mens John Brædder fra Guldborgsundlisten oplevede et skuffende valg.
Exit polls er kontroversielle og ikke altid til at stole på. Der er en god grund til, at Danmarks Radio ikke længere bruger dem.
Men da Katedralskolens exit poll baseret på 1.400 besvarelser løb som en steppebrand igennem kandidaternes mobiltelefoner tirsdag aften, løb der en lettelse igennem især SF's bord i valgcaféen på rådhuset i Nykøbing.
Hvis det resultat holdt stik, så det mildt sagt godt ud for partiet, der ellers blot har haft et enkelt mandat i byrådssalen.
Den nye spidskandidat Henrik Steen Jensen slog dog koldt vand i blodet. ”Ro på. Lad os nu lige se”, tænkte han. Det var første gang, han stod til en vælgercafé på rådhuset. Første gang han stiller op.
Simon Hansen regnede på de forskellige kombinationer, imens han i spænding fulgte med i valgresultaternes tikken. Guldborgsundlisten stod på det tidspunkt til otte mandater, Socialdemokratiet til syv.
Annonce
Valgstederne i Nykøbing var dog ikke tikket ind endnu, og borgmesteren havde på fornemmelsen, at netop disse ville tippe vægten af stemmer. Før det endelig kom ind på valgskærmen, modtog han meldinger fra partiet om, at det så godt ud. Det var tid til at handle. For det var her, at det stod klart for ham, at han kunne ramme de afgørende 15 mandater, der skulle til et flertal.
Skærmen i den store fordelingsgang på rådhuset blev opsøgt det meste af aftenen. Enkelte politikere fjernede sig kun fra den for et toiletbesøg. Foto: Ingrid Riis/ScanpixIngrid Riis
Smertefri proces
På rådhuset fulgte Camillo Krog fra Liberal Alliance med på den opstillede storskærm med afstemningsresultater, og han holdt sig tæt sammen med sit borgerlige valgforbund: Foruden hans eget parti bestod det af Konservative, Venstre og Danmarksdemokraterne. En enhed, der ikke kan brydes. Camillo Krog overvejede det aldrig.
En af de gange, de borgerlige stak hovederne sammen, kom Simon Hansen (S) over til dem. De takkede ja til at snakke med ham og forsvandt diskret ind ad den grå dør til A-gangen, hvor borgmesterens kontor er.
I forhandlingsrummet sad Socialdemokratiet sammen med en række andre partier. Et flertal havde han samlet. Og da tirsdag var blevet til onsdag, sendte han en sms til forhandlingsleder og spidskandidat for Dansk Folkeparti, Stine Steffensen. Partiet havde fået et udmærket valg og kan fra 4. december tage tre mandater med i byrådet.
Han skulle dog først sikre sig flertallet med de blå partier, før han inviterede flere ind.
“Har du et nøglekort, så du kan åbne døren,” spurgte Steffensen Bob Richard Nielsen fra Danmarksdemokraterne, og da døren smækkede op, gik hun beslutsomt ind til forhandlingerne.
Christian Schou er valgt ind i byrådet for Guldborgsundlisten. Foto: Ingrid Riis/ScanpixIngrid Riis
Her takkede hun ja til konstitueringen. Camillo Krog og flere andre politikere, som vi har talt med, oplevede ikke store sværdslag i forhandlingslokalet.
Krog oplevede derimod lokalet blive farvet af velvillighed og samarbejde. En smertefri proces med en rigtig dygtig forhandlingsleder for bordenden, siger han. En diplomatisk anlagt spidskandidat fra SF, Henrik Steen Jensen, var også med. Og selvom der ideologisk er et stykke vej fra Liberal Alliance til venstrefløjspartiet, var der stor lydhørhed og samarbejde, forklarer han.
9.000 stemmer uden for indflydelse
Annonce
Det viste sig, at gymnasieelevernes exit poll rent faktisk holdt stik. SF fordoblede antallet af mandater fra 1 til 2 og var det eneste parti, som ikke mistede stemmer sammenlignet med valget for fire år siden. De havde derimod en fremgang på 3,4 procent. En enorm gevinst, som især kan tilskrives deres fokus på børn, ældre, klima og natur, lød det fra SF-veteranen Lene Hatt.
To måneder på krykker efter en operation i sin ene akilleshæl - og det faktum, at hun lige netop ikke selv blev valgt ind, væltede ikke hendes humør.
På rådhusets lange fordelingsgang, der især på valgaftener kan opleves som lidt af en banegård, stod John Brædder. Kandidaten, der viste sig at skulle gå ud af valget med flest personlige stemmer (ligesom efter valget i 2021) og syv mandater bag sig. Men som i manges optik den aften forlod rådhuset som den, der tabte mest. Dels borgmesterposten. Dels en plads i konstitueringen.
Det så fornuftigt ud i starten, og der gik heller ikke længe, før blokken kom op af lommen, og han begyndte at tælle mandater.
Men da 50 procent af stemmerne var talt op, bemærkede han, at de fire alliancepartier samlede sig tæt på ham. Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Konservative og Venstre. Men det var ikke for at pege på ham. Det var ganske tydeligt, at de pegede på Simon Hansen.
Det var en mavepuster. Slaget om borgmesterposten var tabt.
Rådhuset har han ikke været på siden tirsdag aften. Han har ikke behov for at stå ansigt til ansigt med borgmesteren. Han har dog været i sms-kontakt med ham, for han forstår ikke, hvordan den konstituerede borgmester kan acceptere, at 9.000 stemmer (på Guldborgsundlisten og Moderaterne) skal gå til spilde.
Konstitueringen bliver først stemt igennem 4. december, og han håber stadig, at nogle vil få moralske tømmermænd, så han kan blive en del af den.