Guldborgsund

Et af Sebastian Harris' glansnumre i årets revy er en parodi på standup-komikeren Mick Øgendahl. Foto: Nicolai Skov

Sebastian Harris fik tilfældigt tip før revydebut: Nu står han på scenen som Mick Øgendahl

I går var det første gang, Sebastian Harris og Annette Heick var på revyscenen på Nykøbing F. Teater.

Offentliggjort Sidst opdateret

Årets Nykøbing Falster Revy har to debutanter på holdet.

Det er Sebastian Harris og Annette Heick, som ikke har prøvet at stå på revyscenen på Nykøbing F. Teater før.

Og det var en overvældet Sebastian Harris, som Folketidende talte med efter premieren.

Der var fokus på særligt debutanten Annette Heick - og lige før premieren deltog hun blandt andet på direkte tv. Foto: Lars Hovgaard

- Det gik fantastisk. Jeg kunne ikke have drømt om et bedre sted eller et bedre hold. Jeg er helt rørt. Det er som en familie, og de har taget så godt imod mig. Der er så meget revyerfaring, jeg kan trække på her, så jeg har følt mig så tryg. Det er en fornøjelse og en ære, lød det fra Sebastian Harris.

Et af hans glansnumre i årets revy er en parodi på standup-komikeren Mick Øgendahl, der som bekendt stammer fra Falster. 

Lidt af en tilfældighed

Det nummer blev til efter lidt af en tilfældighed i forbindelse med sidste års revy, fortæller Sebastian Harris.

- Jeg var nede for at se revyen sidste år, og der var der en mand, som syntes, at jeg lignede Mick Øgendahl. Det fortalte jeg til Jeanne (Boel, instruktør, red.) og Mickey (Pless, kapelmester og direktør, red.), og de kunne også godt se det, og så endte det med, at der kom et nummer med om Mick Øgendahl, forklarer Sebastian Harris.

Mick Øgendahl havde ikke mulighed for at komme til premieren, men Sebastian Harris håber, at han kommer en anden dag og ser forestillingen.

Træt og tilfreds

Aftenens anden debutant var Annette Heick, som efterhånden har prøvet en del i sin karriere, men at stå på scenen i den revy, som hendes forældre selv engang har været direktør for, var nyt.

Hun havde ikke rigtig haft tid til at lade oplevelsen synke ind endnu, da Folketidende fangede hende.

- Det er jo meget hektisk, og især i starten er der mange hurtige skift. Men vi kom igennem med det, vi ville. Jeg nåede ikke rigtig at lægge så meget mærke til publikums reaktioner, for jeg var meget koncentreret. Men jeg er træt, tilfreds - og tørstig, sagde Annette Heick med et smil.

Se videoen: Keld Heick blev i går aftes hyldet ved premieren på Nykøbing Falster Revyen.