Guldborgsund

Sejlere ærgrer sig over, at åbningen af Kong Frederik IX's Bro er udskudt. Arkivfoto: Flemming Keith Karlsen)

Sejlere ærgrer sig: Broåbning udskudt

Lystsejlerne i og ved Nykøbing må vente nogle dage endnu, før de for alvor kan komme i gang med sejlersæsonen på grund af byggeriet ved Kong Frederik IX's Bro.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi er ved at være lidt trætte af det. Vi vil gerne ud at sejle, og 80-90 procent af vores ture går nordpå, men det kan vi ikke komme endnu, så vi føler ikke rigtigt, at sejlersæsonen er startet endnu, og der er flere både, som slet ikke har sat master på endnu.

Sådan siger Karl Erik Nielsen, der er formand for Lergravens Sejl- og Fiskeriklub i Nykøbing.

Det, han og klubbens medlemmer er ved at være lidt trætte af, er at vente på, at det igen bliver muligt at sejle gennem broklappen i Kong Frederik IX's Bro, der forbinder Lolland og Falster ved Nykøbing.

Broklappen har været lukket i forbindelse med byggeriet af den nye bro med et ekstra jernbanespor. I første omgang var det ifølge sejlerne planen, at broen skulle kunne åbne, når sejlersæsonen begyndte i foråret. 

Så blev fristen udskudt til 15. juni - og fredag blev den så udskudt endnu gang til 20. juni.

Savner de tyske gæstesejlere

Det er ikke kun i Lergraven, at man ser meget frem til, at broklappen igen kan komme op, så sejlerne kan komme sydpå - og sejlere sydfra kan komme til Nykøbing. Særligt det sidste er et tema i Sejlforeningen Vikingen ved Slotsbryggen.

- Vi er meget påvirket af, at der ikke kan komme tyske gæstesejlere. Vi plejer at have nogle allerede her i juni, så det betyder noget, at vi går glip af de indtægter. Vi er rigtig glade for, at vi får den nye bro, og at der er kommet en broklap i, men vores tålmodighed er ved at være udfordret.

- Vi misser måske 100 overnatninger fra tyske sejlere her i juni - og de indtægter, de måtte lægge i byen, siger Ulla Klint, der er formand for Sejlforeningen Vikingen.

På den modsatte side af sundet, i Toreby Sejlklub, er man knap så udfordret, men her glæder man sig også til, at broen snart er klar til at lade sejlerne passere igen.

- Vi er ærgerlige over det, men der er ikke så meget at gøre ved det. Vi kan stadig sejle nordpå op gennem sundet, men hvis vi for eksempel vil til Nysted, skal vi sejle hele vejen rundt om Falster først, siger formand Henrik Lundvaldt.

Folketidende arbejder på at få en kommentar fra Banedanmark, der står for brobyggeriet.