Mestertræneren Niels Agesen kunne næppe have drømt om en bedre "debut nummer to" som cheftræner for NFH.
I første ligakamp med ham tilbage ved roret skød NFH-pigerne den synkende Sønderjyske-skude i smadder på visit i Aabenraa.
Hele 32-22 endte kampen i NFH's favør i en kamp, som de falsterske håndboldpiger satte sig hurtigt på.
Högdahl og Lerby
Kvindeligaen, håndbold
Sønderjyske - NFH 22-32 (9-17)
Målscorere, Sønderjyske: Olivia Simonsen 5, Karine Dahlum 4, Sidsel Mygil Mattesen 3, Ida-Marie Dahl 2, Sherin Obadli 2, Virág Fazekas 2 (1), Lea Hansen 1, Sofia Stenholt 1, Emma Laursen 1, Line Uno 1.
Målscorere, NFH: Clara Lerby 9, Moa Högdahl 5, Clara Bang 5, Nanna Hinnerfeldt 5, Cecilie Bjerre 4, Caroline Aar 1, Tiril Jørstad Palm 1, Mia Svele 1, Mona Obaidli 1.
Udvisninger: Sønderjyske: 3. NFH: 1.
Dommere: Daniel Møller og Rasmus Dreier Høgfeldt.
Første halvleg startede i fint tempo, hvor begge hold bed fra sig.
Annonce
Moa Högdahl scorede sæsonens første ligamål, mens nytilføjelsen, den svenske landsholdsspiller Clara Lerby, fra sin position fra venstre fløj stod for de to næste NFH-scoringer.
Ved stillingen 3-2 til falstringerne reddede NFH-keeper Anna Christine Bossen sæsonens første straffekast og på det efterfølgende angreb udbyggede Moa Högdahl til 4-2.
NFH begyndte for alvor at trække fra halvvejs i første halvleg, og ved stillingen 5-9 smed sønderjydernes træner timeout-kortet. Det hjalp ikke.
I stedet kørte NFH hårdt på og kunne gå til pause med en meget overbevisende føring på 17-9.
Et gear op
Hvis man troede, at gæsterne ville slippe foden fra speederen i anden halvleg, stod det hurtigt klart, at man tog fejl, selvom Sønderjyske rørte på sig i indledningen.
Hjemmeholdet tændte en spinkel gnist i håb om comeback, da Virág Fazekas syv minutter inde i halvlegen decimerede NFH-føringen til 13-18 fra syvmeterlinjen. Men så rev NFH opgøret i femte gear.
Målene haglede ind, og ti minutter senere var udeholdet igen mere end komfortabelt i førersædet med en føring på 25-15.
Herfra så falstringerne sig ikke tilbage og var endda foran med hele 12 mål med fem minutter igen. Dog måtte de "nøjes" med en timålssejr.
- Vi skal være endnu bedre
Annonce
Efter kampen var cheftræner Niels Agesen selvsagt en tilfreds herre - især med tanke på de mange nye spillere, der skal spilles ind på holdet.
- Vi får tingene afviklet, som vi gerne vil ud fra de forudsætninger, vi har med otte nye spillere og har startet forfra på stort set alt. Så skal vi være glade og tilfredse med, at en del ting
lykkes – især mod et Sønderjyske-hold, der har noget mere kontinuitet, end vi
har, siger han efter kampen, hvor han fremhæver defensiven som yderst afgørende for, at falstringerne har to point med hjem i kufferten.
- Vi lukker kun ni mål ind i første halvleg, og jeg synes faktisk, det godt kunne have været lidt færre, siger han.
Trods en flyvende start insisterer han på at holde benene helt og aldeles plantet på jorden.
- Jeg er meget tilfreds med den præstation, spillerne leverer.
Den giver os forudsætninger for mere, siger han og fortsætter:
- Men en storsejr i Sønderjyske i kamp 1 gør jo ikke, at vi bare kan gå på vandet. Vi har rigtig meget arbejde foran os, for vi har ikke kunnet nå det hele på de fem uger, vi har haft i opstarten, slår han fast.
- Jeg har det sådan, at når vi kan gøre det her, skulle vi gerne kunne gøre det lidt bedre på onsdag på hjemmebane. Jeg er rigtig glad for sejren, men jeg vil have mere. Vi skal være endnu bedre, siger Niels Agesen.
NFH får onsdag aften besøg af Bjerringbro i Kvindeligaen.