Guldborgsund

Naturvejleder Johnny Madsen peger på to årsager til, at vi ser døde svaner langs kysterne. Foto: Jeanette Rasmussen og Bjørn Brylle Petersen

Svaner falder som fluer

... men det er helt normalt, siger naturvejleder Johnny Madsen.

Offentliggjort Sidst opdateret


De seneste dage er spadserende blevet mødt af naturens upolerede side. Døde svaner har ligget i vandkanten på Strandboulevarden i Nykøbing og ved en række andre kyster i kommunen.

Døde svaner langs Strandboulevarden har skabt undren blandt nykøbingensere. Kilde: Opslag i Facebook-gruppen 4800 Nykøbing Falster - Det lokale fællesskab.

Det har skabt undren, viser et opslag i Facebook-gruppen 4800 Nykøbing Falster - Det lokale fællesskab.

Men det er ikke så usædvanligt.

- Det er helt normalt, siger naturvejleder i Guldborgsund Kommune, Johnny Madsen.

Han peger på to årsager.

- Når det har været isvinter, kan svanerne ikke nå de vandplanter, de normalt lever af , siger han.

Der er også en risiko for, at der er sygdom indblandet.

- De kan også have haft fugleinfluenza, forklarer naturvejlederen.

Svanerne er formentlig død en naturlig død af sult som følge af den hårde isvinter, forklarer naturvejleder Johnny Madsen. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Kommunen har været på sagen

- Vi har fået en del henvendelser i løbet af weekenden, og søndag var to mand på opgaven med at samle døde svaner ind i området fra Trekanten og til Nordre Bådelaug, siger afdelingsleder for TM-Vejdrift og Centralværksted, Martin Balsløv.

Der blev ved Strandboulevarden søndag indsamlet 17 døde svaner, der efter dialog med Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri nu skal destrueres. 

- De er fjernet fra områder, hvor der kommer mange mennesker, og for at en en hund for eksempel ikke kommer i nærheden af dem, siger afdelingslederen, der forklarer, at man har fjernet dem for en sikkerheds skyld.

Man vurderer ikke, at det var nødvendigt at tage prøver af dem, da de formentlig er død en naturlig død af sult efter en hård vinter, fortæller Martin Balsløv.

- Der ligger svaner flere andre steder, men vi kan ikke fjerne dem alle. Her må naturen gå sin gang, slutter Martin Balsløv.

Hvis man støder på døde dyr i naturen, kan man give en praj med Fødevarestyrelsens app. De bruger efterfølgende henvendelserne til at danne et overblik.

Ved en kort spadsertur kunne naturvejleder Johnny Madsen og Folketidende konstatere resterne af en enkelt død svane og en død måge i vandkanten.