Tæt på

Sygehuset er flyttet hjem til Finn

Finn Kristiansen fik tilbud om at være indlagt derhjemme i stedet for på sygehuset. Han sagde ja uden at tøve. Nu får han tre daglige besøg af sundhedspersonale.

Finn Kristiansen er stor fan af E-hospital, som betyder, at han slipper for at være indlagt på sygehuset.
Offentliggjort

I stedet for, at Finn Kristiansen skal være indlagt, er Nykøbing Sygehus flyttet ind i hans hjem i Maribo. 

76-årige Finn Kristiansen gik og skrantede i en periode. Han troede, at han havde tiltusket sig en hårdfør influenza, men til sidst måtte han på sygehuset. Det viste sig at være lungebetændelse, som krævede indlæggelse. 

På bare et døgn oplevede han, at patienterne i nabosengen blev skiftet ud fire gange. Det gav en del uro, så da Finn Kristiansen fik tilbud om E-hospital, sagde han ja uden at tøve.

Han har intet at udsætte på den behandling, han fik på sygehuset. Snarere tværtimod. Men når han skal være helt ærlig, kedede han sig brat på akutafdelingen.

Maden er også væsentlig bedre end på sygehuset.

Finn Kristiansen

- Det var egentlig i orden at være indlagt og jeg har intet at klage over. Men lad mig sige det på dansk: Det var røvkedeligt, siger Finn Kristiansen.

Daglige besøg

Paramediciner Jacob Westermann er ved at gøre antibiotika klar, så Finn Kristiansen kan få sin medicin mod lungebetændelse. Foto: Anna C. Møhl

For Finn Kristiansens vedkommende betyder E-hospital, at han ikke behøver at være indlagt på sygehuset. Han er snarere indlagt derhjemme. 

Tre gange om dagen kommer der besøg af henholdsvis en paramediciner, en fra hjemmeplejen og en sygeplejerske, der giver han antibiotika. 

Fylder spisebordet

E-hospitalet fylder næsten hele spisebordet. Paramedicineren Jacob Westermann er i gang med at åbne sin kuffert med medicinske grej, så patienten kan få sit drop. 

Han tager en blodprøve for at tjekke Finn Kristiansens infektionstal og en måler begynder at summe. Få minutter senere viser målingen, at Finn Kristiansen er i mærkbar bedring. Jacob Westermann sætter sig ned og indberetter med det samme infektionstallene til eHospitalet i Næstved, så læger og sygeplejersker kan holde øje med patientens fremskridt. På den måde kan de på afstand holde øje med patientens tilstand, og eventuelt ændre på behandlingen, hvis det bliver nødvendigt.

På genbrugspladsen

For Finn Kristiansen er der masser af fordele ved at være indlagt hjemme på matriklen.

Han slipper for det daglige postyr, der er på en akutafdeling. Han kan smutte i byen, køre på genbrugsstationen og købe kartofler i vejboden.

- Jeg er rigtig glad for ordningen. Den fungerer virkelig godt. Maden er også væsentlig bedre end på sygehuset, siger han.

Finn Kristiansens infektionstal popper op efter få minutter og målingen viser, at han er i klar bedring. Foto: Anna C. Møhl

Den eneste ulempe Finn Kristiansen kan komme i tanke om, er, at han ikke kan spille skak om onsdagen, som han plejer. Han er nemlig nødt til at være hjemme, når hjemmeplejen kommer forbi Namsosvej.

Maden er også væsentlig bedre end på sygehuset.

Stor fan

Region Sjælland indførte i 2018 landets første E-hospital og Finn Kristiansen er stor fan af ordningen. 

- E-hospital er en anden måde at drive sygehus på, hvor man i stedet for at være indlagt, får nøjagtig den faglige behandling, som man har brug for samtidig med, at man også får betydelig bedre mad herhjemme, siger han.

Når infektionstallet er længere nede, overgår Finn Kristiansen til tabletter.