Guldborgsund

Sofiehøj Landbrug, der ejer Aalholm Ladegaard, mener, at bygningerne er nedslidte og utidssvarende. Arkivfoto: Guldborgsund Kommune

Topbevaringsværdige bygninger nærmer sig langsomt nedrivning

Frem og tilbage mellem udvalgene ad flere omgange og et sidste stop på dagsordenen i byrådet. Sådan har den langstrakte udvikling været for en ansøgning om nedrivning af fire bygninger, som af Museum Lolland-Falster beskrives som del af et helstøbt kulturmiljø.

Offentliggjort Sidst opdateret

Om Sofiehøj

Sofiehøj Landbrug ønsker nedrivning af fire driftsbygninger opført i 1886 i tilknytning til Aalholm Ladegaard.

Bygningerne har siden opførelsen været anvendt til landbrugsdrift. 

Ansøgningen er begrundet i, at bygningerne ikke længere er tidssvarende - moderne landbrugsmaskiner er blevet større, og kravene til arbejdsmiljø og sikkerhed er skærpet.

Nedrivningen ønskes gennemført medhenblik på opførelse af to nye lader, der kan understøtte den fremtidige drift.

Bygningerne er i 1993 registreret i databasen for Fredede og Bevaringsværdige Bygninger.

En langstrakt sag om nedrivning af bygninger af høj bevaringsværdi nærmer sig sin afslutning.

- Den endte 3-3 i teknik og miljø, og nu har vi så også i Økonomi- og Erhvervsudvalget haft sagen oppe og vende. Det blev så et større flertal, og nu ryger den i byrådet.

Fire bevaringsværdige

Sådan siger formand for Teknik-, Natur- og Miljøudvalget i Guldborgsund Kommune Henrik Høegh-Andersen (V) om Sofiehøj Landbrugs ansøgning om at nedrive flere bevaringsværdige driftsbygninger ved Aalholm Ladegaard på Aalholmvej 1.

Ansøgningen blev i denne uge - igen - behandlet af medemmerne af Økonomi- og Erhvervsudvalget. Her har sagen nu været oppe at vende to gange. Ligeledes har medlemmerne af Teknik-, Natur- og Miljøudvalget haft Sofiehøj Landbrugs ansøgning til politisk behandling to gange.

Sidste gang, vi gav tilladelse til en nedrivning i den højeste klasse af bevaringsværdige bygninger var tilbage i 2016

Henrik Høegh-Andersen (V), udvalgsformand og medlem af Økonomi- og Erhvervsudvalget

Enden på det hele bliver nu behandling i byrådet. Årsagen til den langstrakte behandling hænger sammen med, at der er tale om en ganske anderledes nedrivningssag.

Sidste gang i 2016

- Sidste gang, vi gav tilladelse til en nedrivning i den højeste klasse af bevaringsværdige bygninger var tilbage i 2016. Men her er der tale om utidssvarende bygninger, som man ikke kan bruge som landbrugsbygninger, fordi de er for smalle og umoderne. Der er også et ønske om at skabe ordentlige mandskabsfaciliteter på stedet, og det kan jeg alt sammen godt forstå, lyder vurderingen af Henrik Høegh-Andersen, der selv er landmand.

Af sagsfremstillingen fremgår det, at bygningerne ikke længere vurderes at være egnede til moderne landbrugsdrift.

Derudover er det administrationens vurdering, at det er vanskeligt at finde gode alternative anvendelsesmuligheder for den store bygningsmasse i det pågældende lokalområde.

Af Hans J. Holm

Kun fra SF var der modstand til nedrivningerne på det seneste møde i Økonomi- og Erhvervsudvalget. Her lød anbefalingen til byrådet at stemme for en nedrivning til en enkelt bygning - men ikke til alle.

Af høringssvarene fra blandt andre Museum Lolland-Falster fremgår det, at de omtalte bygninger på den gamle avlsgård til godset Aalholm helt tilbage i 1880'erne blev flyttet til deres nuværende beliggenhed halvanden kilometer nord for slottet som led i modernisering af godset.

Det er lade, heste-, svine- og kostald i den nordlige del af komplekset, som er de bygninger, sagen drejer sig om. Arkitekten bag avlsgården er sandsynligvis Hans J. Holm, som også kort tid efter stod for ombygningen af Aalholm Slot. Avlsgårdens bygninger er arkitektonisk meget tidstypiske for slutningen af 1800-tallet.

Helstøbt kulturmiljø

Det gælder i forhold til materialer, enkle detaljer og funktionalitet, vurderer Museum Lolland-Falster, der ser et "helstøbt kulturmiljø" i samspillet mellem den sydlige del af avlsgården og de ønskede nedrivninger af de nordlige bygninger.

Det helstøbte kulturmiljø formidler en særlig tid i dansk landbrugs udvikling og historie, som vil gå tabt ved en nedrivning af en så betydelig del af avlsgårdens kompleks, mener Museum Lolland-Falster. 

Sagen tages op til en endelig afgørelse i Byrådet torsdag den 17. september.