Her ses udsigten fra Sømærket på Marielyst Torv ned mod den gamle Tannhaüser-grund, hvor Lokalplan 231 giver mulighed for byggeri i op til 18 meter i højden. Foto: Bjarne Arildsen
Udvalgsformand: - Jeg har svært ved at se, hvordan et nyt hotel skal nå op på 18 meter
På årets første byrådsmøde i Guldborgsund Kommune nåede de 29 medlemmer endnu engang at høre om planerne for det kommende hotelbyggeri i Marielyst. Udvalgsformand tror ikke, det bliver højere end 12 meter, selvom ny lokalplan giver tilladelse til 18 meter i højden.
- Hotelmuligheden har taget næsten al opmærksomhed det sidste år. Der har været vedholdende rygter om et allerede vedtaget højhus på seks etager foran diget, og når man hører det, forstår jeg udmærket, at man er blevet bestyrtet over det.
Sådan lød det på årets første byrådsmøde i Guldborgsund Kommune fra Annemette S. Johnsen (F) under den endelige politiske behandling af Lokalplan 231 for Marielyst Strandvej.Den blev stemt igennem af et enigt byråd.
Ikke foreslået som højhus
- Hotellet har aldrig været foreslået som et højhus, men som en samling af bygninger i forskellig højde fordelt ud på den noget slidte og kedelige Tannhaüser-grund og i varierende højde med maksimalt treenhalv etage på den højeste bygning. Det svarer cirka til højden på det gamle Østersøens Perle, slog Annemette S. Johnsen også fast under sagsbehandlingen.
Denne gang skulle der ikke tages stilling til højden af det nybyggeri, som ifølge planerne også kan rumme et nyt hotel nær Marielyst Torv.
Annonce
- Det har været en sag, der har været rigtig længe undervejs. Det her lokalplanforslag er igangsat i januar 2023, men faktisk er sagen igangsat endnu længere tilbage - før covid, så vidt jeg husker - med et stormøde for alle interessenter, hvor vi diskuterede mange forskellige forhold omkring skiltning, parkering, markiser, læafskærmning, beplantning osv., lød det fra Annemette S. Johnsen.
Ønske om pool
Selv om den mulige højde på op til 18 meter i forhold til en del af den gamle Tannhaüser-grund ved Marielyst Torv som sådan allerede var på plads efter en tidligere politisk behandling, dukkede de mulige højdemeter alligevel endnu engang op i byrådssalen.
- Grunden til, at det skal være så højt - forlyder det - er, at en mulig bygherre har ytret ønske om en indendørs pool, hvor der skal være højt til loftet og plads til installationerne. Hvis det bliver realiseret, tror jeg, det bliver et hyggeligt lille hotel, der kan sikre restauranterne mere liv hele året igennem og ikke kun om sommeren, tilføjede Annemette S. Johnsen på byrådsmødet.
Hvis det bliver realiseret, tror jeg, det bliver et hyggeligt lille hotel
Annemette S. Johnsen (F)
Husker en råskitse
Folketidende har efter byrådsmødet forsøgt at få en uddybende kommentar fra Annemette S. Johnsen i forhold til ønsket fra bygherre om en indendørs pool. Det har ikke været muligt.
Til gengæld var der hul igennem til den nytiltrådte formand for Teknik-, Natur- & Miljøudvalget i Guldborgsund Kommune Henrik Høegh-Andersen (V).
- Nu er det ikke en sag, jeg har været så meget inde i, og derfor var det også Annemette S. Johnsen, som havde bemærkninger til den på byrådsmødet. Jeg husker, at jeg har set en råskitse om hotelbyggeriet på Marielyst, hvor der kun skulle bygges op til 12 meter i højden. Så jeg er ret sikker på, at det ikke bliver til de 18 meter, men kun til de her 12 meter i højden, som også svarer til treenhalv etage. Jeg har også svært ved at se, hvordan treenhalv etage kan nå op på 18 meter, siger Henrik Høegh-Andersen til Folketidende oven på byrådsmødet.
Det er forventningen hos Henrik Høegh-Andersen, at der om en to måneders tid foreligger en færdig skitse over det ny hotelbyggeri på Marielyst, som så vil kunne blive behandlet politisk hos Teknik-, Natur- & Miljøudvalget.
Om lokalplanen
Lokalplan 231 for Marielyst Strandvej samler og omskriver to tidligere lokalplaner og giver - ifølge byrådspolitiker Annemette S. Johnsen (F) - mulighed for lidt mere individuel tilpasning og noget fleksibilitet for de forretningsdrivende, så der eksempelvis kan skabes en afskærmning, der kan give eksempelvis spisegæster en større komfort, når det blæser.
Hotel Nørrevangs gamle hovedbygning er med godkendelsen af Lokalplan 231 nu også gjort bevaringsværdig.
Ifølge den ny lokalplan skal et eventuelt kommende hotel have servicefunktioner som eksempelvis butikker og cafeer i stueetagen ud mod strandstrøget, dér hvor folk går tæt forbi.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu