Lolland

Tovholder for UFO 26 i Maribo er formand for Maribo Handel Ebbe Frahm, som her viser lidt frem af det, som møder gæsterne lørdag. Privatfoto

Ufoerne indtager byen og giver denne gang mere plads til børnefamilierne

Endnu engang er Maribo klar med et UFO-arrangement, som i år bliver med et selvstændigt børneområde. Alt sammen foregår lørdag den 12. september fra 10 til 18 i Maribo-hallerne. 

Offentliggjort

Om UFO-lørdagen

I et mørklagt universrum kan børnene lægge sig og kigge på stjerner, planeter og billeder fra rummet.

I det kreative område kan de bygge, tegne, forme og skabe deres egne forestillinger om UFO’er, rumvæsner og ukendte verdener.

Der bliver også et fortællerhjørne med bøger og korte oplæsninger om rummet, stjernerne, mystiske fænomener og alt det mellem himmel og jord, som mennesker altid har været optaget af.

Skuespiller Gerard Carey står for oplæsningerne og vil på forskellige tidspunkter i løbet af dagen invitere børn og familier ind i fortællingerne.

Hvad ved vi? Hvad ved vi ikke? Og hvad sker der, når videnskab, kultur, fortællinger og menneskets evige blik mod himlen mødes?

Spørgsmålene er mange, og svarene er ikke sådan lige at hive ned på halgulvet, når UFO Maribo 26 åbner dørene i Maribohallerne lørdag den 12. september.

Mere plads til familier

Denne gang bliver det med et bredere program end tidligere, og arrangementet samler fortsat dem, der går helt ned i detaljen med UFO-fænomener, liv i rummet, afsløringer og de store ubesvarede spørgsmål.

- Men i år bliver der samtidig langt mere plads til både familier, børn og de nysgerrige, som måske ikke kalder sig UFO-nørder - endnu, forklarer Stine Pilt Olsen, der er vært for Open Disclosure-sporet.

UFO Maribo 26 er således tænkt i flere spor. Et andet er Full Disclosure og for dem, der vil helt ned i detaljerne omkring diverse afsløringer. I den ene hal finder man således den mere specialiserede konferencedel med danske og internationale oplægsholdere.

Er vi alene i universet?

I Full Disclosure-sporet er fokus på UFO-fænomener, observationer, dokumentation, forskning, disclosure og spørgsmålet om, hvorvidt vi er alene i universet.

- Det er sporet for dem, der allerede følger emnet tæt, og for dem, der gerne vil længere ned i de mange lag af et område, som gennem de senere år har fået stadig større offentlig opmærksomhed, tilføjer Stine Pilt Olsen.

Værten for Full Discolusre-sporet er i øvrigt byrådsmedlem i Guldborgsund Kommune Christian Schou.

I forholdt Open Disclosure-sporet gælder det, at det først og fremmest er for de nysgerrige. Ikke alle behøver kende forskel på UAP (uidentificerede luftfænomener, red.), disclosure (afsløringer, red.) og de mange teorier, der findes på området. 

Ingen bunker af rapporter

- Her handler det om de store spørgsmål, perspektiverne og om at kunne være med uden at have læst sig gennem bunker af rapporter på forhånd, tilføjer Stine Pilt.

I sammenhæng med Open Discolure-sporet er der i år også sørget for et Børnenes Univers med store spørgsmål i børnehøjde. 

- Som noget nyt får børnene deres eget område. Her bliver fokus ikke på at give børnene de rigtige svar, men på at give dem lyst til at spørge, undre sig og bruge fantasien, lyder det fra Stine Pilt Olsen.

Man kan eksempelvis prøve sig af som UFO-detektiv. Udenfor hallerne flytter legen med ud i kroppen med blandt andet en planetbane, hvor børnene kan bevæge sig fra Jorden mod Månen, Mars, Saturn og videre til den ukendte planet.

Elever fra 4. klasse på Sankt Birgitta Skole har også bidraget til lørdagens udstillinger i Maribo-hallerne. Privatfoto