Sport

NFR - Nykøbing F. Roklub havde ungdomsroerne Vera Elander Rasmussen og Hjalte Stenkjær til start. Foto: Privatfoto.

Ungdomsroere satte personlige rekorder

To unge roere fra Nykøbing F. Roklub imponerede i international romaskine-konkurrence.

Offentliggjort

To ungdomsroere fra Nykøbing F. Roklub leverede flotte præstationer, da de deltog i Nordic Indoor Open 2026 forleden. Konkurrencen foregik som en online romaskine-konkurrence, hvor roere fra flere lande dystede mod hinanden fra deres egne klubber.

Roere fra blandt andet Færøerne, Norge, Finland, Storbritannien, Tyskland, Schweiz og Ungarn var med i konkurrencen.

Nykøbing F. Roklub havde ungdomsroerne Vera Elander Rasmussen og Hjalte Stenkjær til start, og begge leverede stærke resultater.

I U17-klassen over 2000 meter roede Vera Elander Rasmussen et stærkt løb. Hun lagde hårdt fra start og førte konkurrencen helt frem til de sidste 500 meter, hvor to rutinerede roere fra Færøerne trak forbi. Vera sluttede på en flot tredjeplads i tiden 7.46 minutter – samtidig med at hun satte personlig rekord.

I U15-klassen deltog Hjalte Stenkjær i to løb. På fire minutter roede han 1086 meter og forbedrede dermed sin egen tid fra DM med 16 meter. Også på 200 meter satte han personlig rekord med en forbedring på to sekunder. I de stærkt besatte klasser blev det til en sjetteplads på fire minutter og en ottendeplads på 200 meter.

Frø er begyndt at spire

Kredsformand for Rokreds Sydhavsøerne, Morten Borg Jensen fra Sakskøbing Roklub, var til stede i Nykøbing F. Roklub og sørgede for, at teknikken fungerede under konkurrencen.

I roklubben glæder formand Jesper Skytte sig over udviklingen. Klubben har i mange år ikke haft en ungdomsafdeling, men sidste år blev holdet “Young Guns & Girl Power” startet op.

– Det ser ud til, at de frø, vi såede, er begyndt at spire, siger han.

Både Hjalte og Vera dyrker også henholdsvis badminton og tennis på højt niveau og bruger rotræningen som et supplement, der giver styrke og udholdenhed.

Efter løbene blev resultaterne fejret med kage og hyggeligt samvær i roklubbens lokaler – og der var enighed om, at man næste år håber at stille med et endnu større hold fra Lolland-Falster.