I dette efterårs LF-serie er der ét hold, der er stukket af i toppen.
Kursen er sat mod oprykning for de gule fra Væggerløse, der har været suveræne og henter lutter sejre. Dog var vejen en smule bumpet og ujævn i lørdagens hjemmekamp mod oprykkerne fra Toreby GB.
Topholdet kom planmæssigt fra start med to scoringer af Emil Berner i det fjerde og sjette minut, og så så det ud til, at Væggerløse var på vej mod ottende sejr ud af otte mulige. Men spændingen blev hurtigt bragt tilbage.
Frederik Dunk sendte først en reducering i kassen efter et kvarters spil. Fem minutter senere dukkede Dunk op endnu en gang, og så var opgøret åbent igen.
2-2 holdt til sidste minut af første halvleg, hvor Keean Jay sørgede for en kneben føring til hjemmeholdet ved pausen.
Døren stod længe på klem for TGB, men i sidste ende lukkede Jonas Skov opgøret med sin scoring i det 83. minut til 4-2 - og derfor har Væggerløse efter otte kampe stadig ikke smidt point.
Bergmann blev hattrick-helt
Nordfalster FB er det eneste hold i rækken, der endnu har en sejr til gode. Det lå ikke til højrebenet, at den skulle komme fredag, da holdet hjemme i Nørre Vedby fik besøg af nedrykkerne fra LUIF.
Og der gik blot to minutter, før Rasmus Bergmann havde sendt LUIF i front. Gæsterne fortsatte med at trykke på, og da først Nikolai Christensen i det 12. minut og endnu en scoring fra Bergmann efter 20 minutter havde gjort det til 3-0, var kampen reelt lukket.
Søren Damgaard misbrugte muligheden fra ellevemeterpletten lige før den halve time, men gjorde det sidenhen godt igen med scoringen til 4-0 kort før pausen.
I anden halvleg skruede gæsterne lidt ned, men der var aldrig tvivl om udfaldet. Efter 63 minutter fuldendte Bergmann sit hattrick, mens Lucas Christensen otte minutter senere smashede til tenniscifre med sin scoring til slutresultatet 6-0.
Bølgede frem og tilbage
Fredagens anden kamp fandt sted på kunstgræsset på Østre Allé i Nykøbing.
Her tog Nykøbing FC imod FC Nakskov i en kamp, der vippede frem og tilbage mellem de to mandskaber, der gik ind til opgøret side om side i tabellen.
Værterne fik scoret først, da Marius Ring Rasmussen sendte kuglen i nettet ti minutter før pausen.
I anden halvleg rørte gæsterne mere på sig og kunne bryde ud i jubel efter 61 minutter, hvor Arbnor Kurti sparkede udligningen i mål. Lige pludselig var opgøret vendt på hovedet, da Nikolai Madsen headede nakskovitterne i front blot seks minutter senere.
Nykøbing FC nægtede at give op. Det gav pote i det 82. minut, hvor indskiftede Viktor Schou igen bragte balance i regnskabet med sin udligning. Og selvom falstringerne var tæt på at tage alle tre point i slutfasen, endte det 2-2 og med et point til hver.
Føringsmål var forgæves
Lørdag skulle Tingsted forsøge at bygge videre efter sejren over NFB i den foregående runde, da de grønne fik besøg af NAB fra Nørre Alslev.
Det så lovende ud efter 20 minutters spil, da en scoring direkte på frispark fra Adam Schrøder Koch Madsen sendte hjemmeholdet i ekstase.
Glæden varede kun et øjeblik. Tre minutter senere udlignede NAB's topscorer Gustav Klingenberg Hansen, og da Kako Muhammed Aswad Ahmed efter 43 minutter sendte gæsterne i front, så det svært ud for Tingsted.
Ti minutter efter pausen var Ahmed igen på pletten med kampens sidste scoring til 3-1 til NAB, der dermed hentede sin fjerde sejr i sæsonen.
Væggerløse har nu 24 point på førstepladsen - hele otte point foran LUIF, der ligger på andenpladsen med 16 point. TGB og NAB kommer efter med 12 point hver.
Seneste artikler
Ida er den eneste kvinde af sin slags på Sydhavsøerne
NFH kollapser mod nordmænd
Frygtede han var sprængt i stykker: Glemte alt i kaoset
Yngve overlevede flammerne, men slap aldrig mørket
Nu er borgerne til nyt udvalg fundet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst