Sport

Kristian Lund Vukman stod for seks scoringer og blev kåret som kampens spiller. Arkivfoto: Kim Nielsen, Konceptlab

Vildt comeback sikrede hæsblæsende sejr til Team Sydhavsøerne

Der blev bidt negle til det allersidste, da Team Sydhavsøerne onsdag aften hentede sejren over Elitesport Vendsyssel hjemme i Maribo. Undervejs var holdet bagud med hele fem mål.

Offentliggjort

1. DIVISON HERRER, HÅNDBOLD:

Team Sydhavsøerne – Elitesport Vendsyssel: 28-27 (13-16)

Målscorere, Team Sydhavsøerne: Dines Kjeldgaard 7, Kristian Lund Vukman 6, Frederik Horn 3, Pætur Mikkjalsson 3, Jeppe Villumsen 2, Kasper Manfeldt 2, Pauli Mittun 1, Oskar Hare 1, Niclas Buch Christiansen 1, Nikolai Stabenfeldt Falao 1, Lasse Højgaard 1.

Målscorere, Elitesport Vendsyssel: Nicolai Andersen 10, Kjartan Johansen 7, Rasmus Hedegaard Carlsen 3, Thomas Petersen 2, Casper Lindgaard Holmen 2 (2), Victor Strunge 1, Mads Krarup 1, Magnus Rasmussen 1.

Udvisninger: Team Sydhavsøerne: 3. Elitesport Vendsyssel: 3.

Dommere: Jonas Kim Willadsen og Rasmus Skov Johannesson.

Tilskuere: 842 i Lollands Bank Arena i Maribo.

Team Sydhavsøerne måtte virkelig grave dybt for at hente begge point i onsdagens hjemmekamp mod Elitesport Vendsyssel. 

Efter en tung første halvleg og en endnu dårligere start på anden lykkedes det alligevel lollikkerne til allersidst at få taget til at lette i Lollands Bank Arena med den sejrende scoring til 28-27 17 sekunder før tid.

Dermed fik de lollandske håndboldgutter tiltrængt revanche efter nederlag i Nordjylland tidligere på sæsonen.

Team Sydhavsøerne ligger efter sejren på andenpladsen med 22 point.

En smule efter

Hjemmeholdet kom fornuftigt fra start og var foran 7-5 efter de første ti minutter - blandt andet takket være tre scoringer af en velspillende Kristian Lund Vukman.

Dog skulle Vendsyssels Nicolai Andersen vise sig at drille lollikkerne en del. Med ham ved taktstokken overtog gæsterne stille og roligt spillet. Da Vendsyssel kom foran 13-11 efter 23 minutter spil, var det allerede ottende gang, Andersen kom på måltavlen.

Herefter kom værterne op og fik reduceret til 13-14. I de sidste fem minutter før pause lykkedes det ikke TSØ at score yderligere, og da gæsterne fik kuglen i kassen to gange, lød stillingen på 16-13 til Vendsyssel.

7-mod-6 gav pote

Starten på anden halvleg blev heller ikke prangende set med TSØ-briller. Vendsyssel kom bedst ud, og da gæsterne scorede til 21-16 efter 42 minutter, så det efterhånden svært ud for lollikkerne. 

Herefter gik hjemmeholdet over til at spille 7-mod-6, hvilket har været en sjældenhed indtil videre i denne sæson.

De første angreb gav ingen gevinst - men pludselig klikkede det, da Vukman kom ind, og tempoet steg.

Samtidig fik TSØ lukket af bagtil, og så stod der 22-22 på måltavlen med ti minutter igen.

Lige til øllet

Herefter blev en overtalsperiode tabt med to mål. Men i stedet for at lade sig kue, kløede lollikkerne på og gik ind i en slutfase, der skulle vise sig at blive noget af en neglebidder.

Med blot 23 sekunder tilbage og i angreb to værterne timeout ved stillingen 27-27.

Spillet blev sat i gang, dommerne markerede for passivt spil - afslutningen skulle falde hurtigt. Det gjorde den fra Dines Kjeldgaard, der hamrede kuglen ind til et kæmpe jubelbrøl.

Efterfølgende formåede gæsterne ikke at score på kampens sidste angreb, og sejr til Team Sydhavsøerne var en realitet.

Et psykisk spil

Umiddelbart efter slutfløjt var cheftræner Nicolai Worsøe en lettet mand.

- Det er en kæmpe lettelse. Vi var virkelig nede i posen i dag for at finde på mange løsninger. Langt hen ad vejen i første halvleg syntes jeg ikke, vi holdt os til aftaler og det, vi gerne vil. Og så gjorde Nicolai Andersen virkelig ondt på os, siger han til klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Det blev en anden halvleg, hvor vi virkelig ikke kom ud fra første halvleg. Vi havde det svært de første ti minutter, og så var det som om, vi fandt noget, publikum livede virkelig op for os og vi fandt lidt momentum. Og så er det bare dejligt at vinde en etmålssejr på den måde. Kæmpe ros til spillerne for at samle sig selv op det sidste kvarter, siger han.

Assistenttræner Jimmy Albrectsen  siger i samme interview, at det blev et psykisk spil for trænerteamet i forhold til samarbejdet med spillerne.

- For første gang længe var de ret slukkede i pausen. Det krævede måske lidt større ord, end vi plejer at bruge, men det krævede også nogle små snakke på vej ind i hallen, fordi der var nogen ,der var meget fjerne i blikket, siger han og fortsætter:

- Det sker sommetider, at når man får lidt medgang, så liver det op og der begyndte at komme lidt tro i det, mens nogle af spillerne, der måske ikke havde ramt den i første halvleg, begyndte at ramme den. Der var nogle stykker, der steppede op, da vi havde allermest brug for det, siger han og fremhæver Frederik Horn, August Lihn og Kristian Lund Vukman. Sidstnævnte blev kåret til kampens spiller.

Næste opgave er på lørdag, når Team Sydhavsøerne drager til det vestlige Jylland og møder Lemvig-Thyborøn Håndbold.