EU's budgetkrig slutter med aftale

Efter måneders budgetkrig har EU's medlemslande og Europaparlamentet nu indgået en endelig våbenhvile og godkendt et budget for 2011. Aftalen medfører en stigning i budgettet på 2,91 procent.

Dermed er det i sidste øjeblik lykkedes at undgå en situation, hvor EU måtte starte det nye år med et måned-til-måned budget baseret på tallene fra 2010.

- Det tog længere tid end forventet, men til sidst kom vi i mål, siger EU's budgetkommissær, Janusz Lewandowski.

- Aftalen om næste års budget, som blev opnået på trods af vanskelige omstændigheder, viser, at vores nationale regeringer og EU-Parlamentet kan løse deres uenigheder til gavn for en halv milliard europæere, fortsætter han.

Aftalen er kommet på plads efter flere måneders forhandlinger, hvor beskyldninger om alt fra afpresning til manglende solidaritet er fløjet gennem luften i Bruxelles.

I første omgang havde både EU-Kommissionen og EU-Parlamentet krævet budgetstigninger på omkring seks procent, men det blev blankt afvist af EU-landenes finansministre, som har måttet gennemføre upopulære spareplaner i hjemlandene.

Medlemslandene satte den absolutte smertegrænse på 2,91 procent, men det fik omvendt parlamentet til at kræve mere fleksibilitet på budgettet, så flere penge kan omfordeles, samt mere indflydelse på den langsigtede finansielle planlægning i EU.

Men det fik også en gruppe EU-lande til at protestere kraftigt.

- Vi havde en idé om, at det her handlede om at vedtage et budget, ikke at rykke rundt på EU's kompetencer. Det er ikke fair, at parlamentet tager budgettet som gidsel, lød kritikken fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), da forhandlingerne brød sammen i november.

Med den endelige budgetaftale har parlamentet dog fået en række ikke-bindende løfter om mere indflydelse.

/ritzau/

EU-institutionerne har lagt stridsøksen på hylden og i sidste øjeblik vedtaget et EU-budget for 2011.

Offentliggjort Sidst opdateret