Morten Henriksen, sportschef i DanskHåndbold siden 2017. Du afløste Ulrik Wilbek, der altid var i medierne og havde en mening om det meste. Du holder dig mere i baggrunden. Er det et bevidst valg fra sin side?
- Det er ikke mig, der er frontfigur. Jeg ser mere mig selv, som en person, der skal få tingene til at glide i den rigtige retning. Den profil, der blev lavet, da jeg søgte jobbet, var en anden profil, end da Ulrik var sportschef. Ulrik havde opnået stort set alt rent sportsligt, og han havde derfor alle forudsætninger for at agere i en mentorrolle overfor eksempelvis en landstræner. Det skal jeg ikke, og derfor holder jeg mig for det meste i kulissen. Når jeg endelig skal en tur på tv, er der som regel problemer. Jo bedre tingene kører, jo mindre ser og hører I til mig. Så er der plads til spillere og trænere - og det er sådan, det skal være. Hvis jeg skulle kloge mig på det mest håndboldmæssige, sidder jeg i det forkerte job.
Du var ligatræner i SønderjyskE og U21-landstræner, inden du blev sportschef. Savner du aldrig at stå på sidelinjen med høj puls og adrenalinen pumpende?
- Jo, det gør jeg da. Helt vildt endda. Jeg er nu slet ikke der, hvor jeg hellere ville stå på sidelinjen. Jeg savner at arbejde med spillere på daglig basis, og savner at skulle forberede mig til den næste kamp. Omvendt savner jeg ikke den sort-hvide verden. Jeg prøvede at blive årets træner, og året efter tabte vi så de tre første kampe, og så der blev straks sat spørgsmålstegn ved mig. Jeg vil virkelig lyve, hvis jeg siger, at jeg ikke savner det ind i mellem. Nu kan jeg jo ikke gøre en bjælde under kampene.
Får vi dig at se som træner igen, eller er du ikke længere til at trække væk fra skrivebordet?
- Jeg kommer længere og længere væk fra trænerverdenen. Gik jeg ud og blev træner i morgen, er jeg ikke i tvivl om, at jeg ville være en anden træner, end jeg var, da jeg stoppede. Jeg er klart blevet mere rolig. Mit syn på, hvordan menneske, motivation og præstation går op i en højere end, er blevet meget mere nuanceret.
LIDT OM SPORTSCHEFEN
Morten Astrup Henriksen.
Han stammer fra Nordjylland, men boede 10 år i Sønderborg.
Nu bor han i Solrød Strand sammen med kæresten Trine. Sammen har parret datteren Celine, der bliver to år til marts.
Da du fik jobbet som sportschef tænker mange ”den havde jeg ikke set komme” – havde du selv set den komme?
- Jeg havde ikke set det gå den vej, da vi i SønderjyskE fandt ud af, at vores veje skulle skilles. SønderjyskE valgte, at de efter 12 år ville evaluere mig i løbet af sæsonen. Det var et kraftigt vink med en vognstang. Så jeg var på jobmarkedet og fik en henvendelse, og så søgte jeg jo jobbet. Jeg havde noget viden, da jeg havde trænet U21-landsholdet og også siddet i DanskHåndbolds eliteudvalg i en del år. Det var bare en unik mulighed, som jeg måtte forfølge.
Du har vist dig at være langtidsholdbar i en højtprofileret sportsgren, hvor der er mange parter at tage hensyn til. Det må ofte være en balancegang. Kan du prøve at give et eksempel på en kompliceret problemstilling, som du har været en del af?
- Da jeg kom ind, var der en kløft mellem klubberne og landsholdsledelsen. Noget bundede også i noget personligt. Når der var noget, kunne man næsten læse det i medierne, inden jeg vidste besked. Jeg tænkte, om det var forbudt at tale sammen. Hvis ikke vi kan arbejde sammen, så lykkes vi aldrig. Hverken på klubplan eller landsholdsplan. Jeg er sat i verden for, at vi skal vinde medaljer. Det går ok, men jeg skal gøre det i en kontekst, hvor vi skal brande landsholdet og også tænke kommercielt og kommunikation. At få det til at hænge sammen, er vildt spændende. Nu synes jeg faktisk, at vi får løst tingene i fællesskab, og det er alles fortjeneste.
Når man kan være sportschef i DanskHåndbold og få tingene til at gå op i en højere enhed, så kunne du vel i princippet også lave alt mulig andet. Var det noget at gå ind i politik ligesom din forgænger?
- Mine forældre vil nok kalde mig meget diskusisonslysten og en med meget markante standpunkter. I gymnasiet tog jeg samfundsfag og var faktisk vildt engageret i politik. Der er faktisk mange, der har fortalt mig, at der er en politiker i mig. Jeg vil absolut ikke afvise, at jeg på et tidspunkt kunne få lyst til at gå den vej.
Hvad er din fornemste opgave som sportschef?
- Det er at vinde medaljer til Danmark. Vi skal have medaljer nu, men vi skal også sikre, at vi har medaljer og et godt brand om fem år, så det handler også om at få ungdomsarbejde til at hænge sammen med talentarbejde og talentarbejde til at hænge sammen med elitearbejde.
Kvindelandsholdet er på fremmarch med sølv og bronze ved de to seneste mesterskaber. Nu er der håb om det første VM-guld i 26 år. Hvad vil en guldmedalje betyde?
- Du må næsten kunne se det på mig. Det vil betyde vanvittig meget, fordi vi i lang tid har prioriteret vores kvinder og vores herrer lige højt. Vores helt store mål er at have to landshold på toppen, og jeg synes, at vi er ved at være der. Jeg ved godt, hvor meget en guldmedalje betyder i forhold til spillere, omverden og vores egen selvopfattelse. Det vil være et kæmpe skulderklap til alle de mennesker, der har knoklet vildt hårdt i så lang tid.
Hvad har du i kalenderen søndag den 17. december kl. 19.00? Har du eventuel tid til at mødes til et glas gløgg og sige glædelig jul?
- Det håber jeg ikke, at vi kan, men jeg kan love, at jeg gerne vil drikke en stor fadøl lidt senere, og det blier forhåbentlig med en guldmedalje om halsen.
