Omstillingsfase kan bremse Hamiltons Ferrari-start

Lewis Hamilton og resten af Formel 1-feltet rammer asfalten for første gang i 2025 til testen i Bahrain fra den 26. til 28. februar. (Arkivfoto). Foto: Kin Cheung/Ritzau Scanpix

Det vil kræve en tilvænningsperiode, før Lewis Hamilton for alvor er oppe i fart hos Ferrari, mener ekspert.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når Formel 1-feltet onsdag forlader garagerne i Bahrain til den første af tre testdage forud for sæsonstarten, bliver det første gang, Lewis Hamilton befinder sig bag rattet i en Ferrari til en officiel session.

Den syvdobbelte verdensmester annoncerede i februar sidste år, at han efter 12 år ville forlade Mercedes til fordel for Ferrari.

Den tidligere Formel 1-kører Nicolas Kiesa er ikke overbevist om, at Hamilton, til trods for over 300 grandprixer i motorsportens kongeklasse vil komme flyvende fra start, når sæsonen begynder i marts.

- Det er specielt at gå fra et engelsk til et italiensk hold. Jeg har selv prøvet det, og man skal virkelig vænne sig til, at tingene bliver gjort anderledes.

- Først og fremmest er der en sprogbarriere, som vil være en udfordring i starten. Du kan ikke de helt rigtige vendinger, og reaktionstiden bliver langsommere som et resultat af det, siger Kiesa.

På trods af en potentielt langsom start for Hamilton tror Nicolas Kiesa stadig på, at den 40-årige brite har det, der skal til for at blive verdensmester, hvis Ferrari kan levere en konkurrencedygtig bil.

- Han har ikke længere den rå speed til kvalifikationerne, som han havde for ti år siden, men han er muligvis stadig den bedste til at køre et stabilt og hurtigt tempo over en løbsdistance, mener Kiesa.

- Den, der bliver verdensmester, er ham, der kører løbene om søndagen mest effektivt. Hamilton har rutinen og et af de bedste hoveder af alle på gridden, siger han.

Da Hamilton annoncerede sit skifte fra Mercedes til Ferrari, kom det som lidt af et chok for de fleste i Formel 1-paddocken.

Briten nåede at køre 246 løb for Mercedes, hvilket er en rekord for flest løb med det samme team. Det var også et af de mest frugtbare partnerskaber i Formel 1-historien, som kastede 6 VM-titler og 84 individuelle løbssejre af sig.

De seneste tre sæsoner har dog ikke været noget at skrive hjem om, hverken for Hamilton eller Mercedes. Her blev det til blot to sejre og en enkelt pole position.

Onsdagens åbningstest i Bahrain bliver første gang, de ti teams får mulighed for at afprøve deres nye materiel.

Sæsonens første grandprix køres i Australien søndag den 16. marts.

/ritzau/