Aftale tvinger virksomheder til at betale for medicinrester i spildevand

Producenter af medicin og kosmetik skal fremover betale for forurening fra medicin- og kosmetikprodukter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når patienten spiser medicin eller forbrugeren tager brusebad, så ryger rester af medicin og sæbe ud i vandmiljøet.

Her kan de miljøskadelige stoffer skabe problemer med blandt andet antibiotikaresistens og hormonforstyrrende stoffers effekt på dyrs evne til at formere sig.

Nu skal der ryddes op. Det er i hvert fald målsætningen med en foreløbig EU-aftale om en ændring af EU's direktiv om spildevand.

Her blev ministerrådet og EU-Parlamentet mandag enige om, at mikroforureninger fra kosmetik og lægemidler skal renses ud af spildevand.

Og det bliver brancherne, der selv skal betale minimum 80 procent af udgifterne.

Dermed bliver det forureneren, der betaler, siger Enhedslistens medlem af EU-Parlamentet, Nikolaj Villumsen, der har været forhandler for Venstrefløjsgruppen i EU-Parlamentet.

- Helt praktisk betyder det, at regningen for at fjerne farlig kemi sendes til dem, der er ansvarlige for den - altså de store medicinal - og kosmetikvirksomheder. Sektorer der vel at mærke ikke er kendt for at mangle penge, siger Nikolaj Villumsen.

Helle Fabiansen, der administrerende direktør i Kosmetik- og Hygiejneindustrien, kalder det positivt, at op til 20 procent af udgifterne kan blive statsfinansieret.

- Det er det, vi har arbejdet for, siger Helle Fabiansen.

Hun mener dog ikke, at aftalen er effektiv i forhold til at sikre, at det er forureneren, der betaler.

- Man rammer to sektorer meget bredt. De skal betale uagtet, hvad man som enkelt virksomhed udleder. Så der er ikke en én til én sammenhæng mellem virksomhedernes forurening og den udgift, de bliver pålagt, siger Helle Fabiansen.

Hun så gerne, at aftalen i stedet specifikt havde fokuseret på de enkelte stoffer, der forurener. Dermed ville virksomhederne have et klart incitament til at fjerne stofferne, fordi de så kunne undgå at betale for rensningen, mener hun.

- I stedet sender man regningen bredt til to brancher. Det giver ikke et incitament til at fjerne stofferne, siger Helle Fabiansen.

Aftalen mellem ministerrådet og EU-Parlamentet skal nu formelt bekræftes af de to institutioner, før den træder i kraft.

Ritzau har forsøgt at få kommentar fra Novo Nordisk til aftalen.

/ritzau/