Det Hvide Hus benægter atommøder med Iran

Den amerikanske regering afviser oplysninger i New York Times om, at Iran og USA for første gang har aftalt at forhandle direkte om det iranske atomprogram.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ifølge Det Hvide Hus bestræber USA sig fortsat på at løse tvisten med Iran i samarbejde med andre stormagter.

- Det er ikke sandt, at USA og Iran har aftalt samtaler på tomandshånd eller noget som helst møde efter det amerikanske valg, siger Tommy Vietor, der er en talsmand for USA's nationale sikkerhedsråd.

Ifølge New York Times, der citerer flere anonyme regeringskilder, skulle USA og Iran være nået til enighed om at sætte sig til forhandlingsbordet om det omstridte iranske atomprogram.

Iran skulle have insisteret på, at samtalerne først skulle finde sted efter præsidentvalget den 6. november, fordi de ville vide, hvem de skulle forhandle med.

Reaktionen på den opsigtvækkende nyhed i en af USA's mest ansete dagblade kom lynhurtigt fra Det Hvide Hus.

Om to dage tørner præsident Barack Obama og udfordreren Mitt Romney for tredje og sidste sammen i en direkte tv-duel. Debattens hovedtemaer er udenrigs- og sikkerhedspolitik. Ingen af de to vil acceptere, at Iran bliver en atomvåbenmagt.

Vesten frygter, at hensigten med atomprogrammet er at udvikle atomvåben. Iran afviser påstanden og siger, at det udelukkende tjener fredelige formål.

Tidligere forhandlinger mellem Iran og de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, USA, Kina, Rusland, Frankrig og Storbritannien, samt Tyskland (kendt som P5+1, red.) er endt uden resultater.

USA og EU-landene forsøger at presse styret i Teheran gennem stadig strammere sanktioner rettet mod at svække Irans økonomi. Blandt andet ved at afsondre landet fra de internationale finansmarkeder og forbyde import af iransk olie og gas.

- Vores målsætning for sanktionerne har hele tiden været at presse Iran til at leve op til sine forpligtelser. Vi samarbejder fortsat med P5+1 om at opnå en diplomatisk løsning, siger Tommy Vietor Det Hvide Hus.

/ritzau/Reuters