Forholdet mellem norske og russiske grænsesoldater i Kirkenes er isnet

Riflerne holdes klar. Kikkerterne er vendt mod den russiske kyst. Patruljebåde med norske soldater sejler hurtigt op ad Pasvikelven.

112 kilometer af den 145 kilometer lange elv udgør Natos nordligste grænse. Det er samtidig den eneste grænse, som stadig er officielt åben mellem Rusland og Europa.

Kirkenes i Norge ligger ved elven, og det kan godt være, at det er 3000 kilometer fra frontlinjerne i Ukraine. Men krigen har alligevel vendt op og ned på livet her i det arktiske område.

Krigen har splittet Kirkenes mellem at være årvågen over for truslen fra Rusland, samtidig med at byen med 3500 indbyggere har historiske bånd til landet på den anden side af elven og er afhængig af samhandlen.

På hver side af elvens bred står der vagttårne mellem træerne.

- Da jeg kom her i begyndelsen af 00'erne, spillede vi fodbold mod de russiske grænsevagter, husker sergent Lars Erik Gausen, som nu sidder i en af patruljebådene på floden.

Der er ikke længere fodbold. Soldaterne holder øje med hinanden hen over vandet som høge. De hilser knap nok.

De norske soldater bruger patruljebåde, firehjulstrækkere og snescootere til at bevogte grænseområdet. Eller de er til fods.

Ukraine-krigen er også kommet til Kirkenes. Ikke med kampe, men med dramatik og troppeudsendelser.

Tidligere i år vakte det opsigt, at Andrej Medvedev kom til Norge for at søge asyl. Han sagde, at han var en deserteret soldat fra den private hær Wagner.

Han kom til Norge over den frosne Pasvikelv.

- Krigen har været et wake-up call for mange, siger generalløjtnant Yngve Odlo, chef for Norges militærs fælleskommando.

- Også selv om den militære aktivitet i det høje nord er ret stabil.

I øjeblikket er der sket det sjældne, at de norske soldater er flere end de russiske ved Kirkenes.

To russiske brigader, som normalt har været udstationeret ved grænsen, var blandt de første russiske enheder, som blev sendt til Ukraine.

Her er tusindvis af russiske soldater blevet dræbt eller såret.

Området på den russiske side af grænsen er meget vigtigt for Ruslands militær. Her ligger Kolahalvøen, hvor Ruslands Nordflåde har hjemme. Verdens største koncentration af atomvåben er også her.

Trods krigen i Ukraine er det lykkedes for Norges pragmatiske diplomati at holde grænsen til Rusland åben - i det mindste på papiret.

Der er tale om grænseovergangen Storskog 15 kilometer fra Kirkenes. Det er den eneste tilbageværende grænseovergang for Rusland ind i et Schengen-land.

Den er dog ikke åben for alle, siger Gøran Johansen Stenseth, den lokale politichef på Storskog.

I realiteten udstedes der ikke turistvisa til russere.

De lokale har en særordning, så de kan passere grænsen uden visum. Men deres tilladelser er udløbet - hovedsagelig fordi de ikke blev fornyet under coronaen.

I juni krydsede 5600 personer grænsen - en femtedel af det antal, der kom over grænsen for nogle år siden.

De personer, der bruger overgangen, er hovedsagelig fiskere eller personer med både norsk og russisk pas.

Norge har retfærdiggjort undtagelserne i internationale sanktioner mod Rusland med en vigtig aftale, som Norge har med Rusland om at bevare verdens største bestand af torsk i Barentshavet.

Forholdet mellem Norge og Rusland ses også i bybilledet i Kirkenes. Mange gadenavne er også skrevet på russisk.

På kommunekontoret er en statue, hvor en norsk løve danser med en russisk bjørn.

Lena Norum Bergeng, borgmester i Kirkenes, kan fra sit kontor se over på det russiske konsulat.

Omkring 400 af byens borgere har russisk nationalitet.

- De er en del af os, siger hun.

/ritzau/AFP