J.D. Vance kalder illegal migration for Europas største trussel

Den største trussel, som Europa står over for, er ifølge USA's vicepræsident ulovlig migration, siger han.

Offentliggjort Sidst opdateret

Illegal migration er den største trussel for Europa, mener USA's vicepræsident, J.D. Vance.

Det siger han på en konference torsdag ifølge Reuters.

- Mennesker over hele verden bør have ret til at erklære modvilje til migranter, siger vicepræsidenten ifølge Reuters.

Hvor stærk USA's alliance med Europa er, vil ifølge Vance desuden afhænge af, om "vi tager vores samfund i den rigtige retning".

Under konferencen forsvarede Vance også Trump-administrationens møder med Rusland.

- Hvordan skal du slutte en krig, medmindre du taler med Rusland?, spurgte han og tilføjede:

- Jeg tror virkelig, at vi står på grænsen af fred i Europa for første gang i tre år.

Vances migrationsudmelding kommer, efter vicepræsidenten fredag under den internationale sikkerhedskonference i München opfordrede tyske politikere til at samarbejde med det yderste højre.

Her fandt vicepræsidenten desuden tid til at mødes med lederen for det højreorienterede tyske parti Alternative für Deutschland (AfD), Alice Weidel.

Det bekræftede en talsperson for Weidel ifølge nyhedsbureauet Reuters.

På mødet, der foregik på amerikanerens hotel i den sydtyske by München, blev der diskuteret tysk indenrigspolitik samt ytringsfrihed.

Generelt har Donald Trumps administration flere gange udtrykt støtte til AfD forud for det tyske parlamentsvalg 23. februar.

Blandt andet har tech-milliardæren Elon Musk, som er hyret af Trump til at finde besparelser i den føderale sektor i USA, opfordret tyske vælgere til at stemme på AfD til næste uges valg.

Opfordringen har vakt frustration hos Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, der ifølge Reuters kalder det "utidig indblanding" i det tyske valg.

Men den påstand er J.D. Vance uenig i.

- At udtrykke en mening er ikke valgindblanding. Heller ikke, når indflydelsesrige folk uden for dit eget land udtrykker deres mening, sagde vicepræsidenten under sikkerhedskonferencen i München.

/ritzau/