Overlæge: Hop mere spektakulært end nyttigt
Østrigeren Felix Baumgartners rekordudspring fra 39 kilometers højde havde større spektakulær værdi end videnskabelig, mener lederen af Flyvemedicinsk Klinik på Rigshospitalet, overlæge Mads Klokker.
- Det primære videnskabelige udbytte er nok, at vi nu ved, at man kan gennembryde lydmuren i høj højde, uden at det påvirker den menneskelige krop. Det vidste man faktisk ikke før, siger han.
Man kunne have frygtet, at Baumgartner på vej ned gennem stratosfæren med over 1300 kilometer i timen ville have forårsaget det samme, som sker, når fly bryder gennem lydmuren: Et ordentligt brag, efterfulgt af rystelser.
- Det skete så ikke her, nok blandt andet fordi Felix jo ikke frembringer nogen lyd, da han ikke har nogen motor. Og så gennemførte han rekorden i en højde, hvor der er meget tynd luft, siger Mads Klokker.
- Derfor kunne der ikke genereres lydbølger, som kunne give denne påvirkning af hans dragt og ham selv, tilføjer flymedicineren.
Det livsfarlige spin, som den 43-årige østriger røg ud i på vejen ned, kunne have kostet ham livet, men blev heldigvis ikke så alvorligt, som man kunne have frygtet, siger Mads Klokker.
- Der kan ske det, at blodet slynges ud mod hovedet, så der kommer blodudtrædninger, eller endnu værre: blødninger i hjernen og øjnene, så han mister bevidstheden. Og så glemmer han at trække i faldskærmen, og så dør han. Men det gjorde han heldigvis ikke.
Der kan teoretisk set være en kommerciel værdi i springet, mener overlægen.
- Dette var jo meget et mediestunt for (sponsoren, red.) Red Bull, som sikkert får en masse reklame. Men i fremtiden vil der om 20-30 år måske være rumfærger, der laver turistrejser ud i rummet.
- Dér skal man have nogle sikkerhedsprocedurer, hvis der pludselig går hul på noget, og så skal man have noget ordentligt udstyr. Der kan også være tale om andre nødprocedurer fra måske lavthængende rumfærger over Jorden, siger Mads Klokker.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde