Ti år efter massakre leder yazidier stadig efter forsvundne slægtninge

Yazidier flygter fra Sinjar i Irak mod grænsen til Syrien under Islamisk Stats angreb i august 2014. (Arkivfoto). Foto: Rodi Said/Reuters

Aydin og Rojin Talal blev genforenet i Irak efter flere års adskillelse som følge af Islamisk Stats angreb på yazidierne i 2014. Mange yazidier savnes stadig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Aydin Hadid Talal troede, at han havde mistet hele sin familie i Islamisk Stats målrettede angreb på Iraks yazidi-minoritet.

Lige indtil en dag sidste år, da han fik en besked på Messenger fra en Facebook-konto, som han ikke kendte.

- Vil du give mig et kald, spurgte den tilsyneladende fremmede.

- Nej, jeg ved ikke, hvem du er, svarede Aydin.

- Jeg er Rojin, lød det fra tilbage.

Det var Aydins lillebror, hvis beskeder var landet i indbakken. De to havde sidste set hinanden i 2019, da de var taget til fange af Islamisk Stat i Syrien.

Aydin bad om et billede af Rojin for at få bekræftet, at det faktisk var ham, der sendte beskederne. Og det var det.

Mange af de kvinder og børn, der blev taget til fange af Islamisk Stat, blev solgt som slaver. (Arkivfoto). Foto: Rodi Said/Reuters

Derefter talte de sammen over en videoforbindelse i mere end to timer.

20-årige Aydin og hans 18-årige lillebror er bare to ud af tusindvis af yazidier, der blev adskilt fra deres familier efter Islamisk Stats massakrer og tilfangetagelser af yazidier i Irak i 2014.

Ti år senere leder mange familier stadig efter deres slægtninge.

Ifølge de irakiske myndigheder blev flere end 5000 yazidier - primært mænd og ældre kvinder - dræbt i Islamisk Stats angreb i august 2014. Derudover blev 6400 yazidier - de fleste kvinder og børn - taget til fange.

Fangerne blev solgt som slaver. Nogle blev udnyttet til husligt arbejde og sex, andre fik krigstræning og blev tvunget til at være selvmordsbombere. Ofte blev de flyttet fra ejer til ejer på tværs af Islamisk Stats daværende kalifat, der bredte sig over store dele af Irak og Syrien.

Yazidierne, der er kurdere, og hvis religion både har hedenske, kristne og islamiske elementer, anses af Islamisk Stat for at være vantro.

Aydin og Rojin blev taget til fange sammen med deres forældre og to yngre søskende den 3. august 2014 i yazidi-højborgen Sinjar.

Med en pistol for panden lovede deres far, at han ville konvertere til Islam, men familien blev ikke skånet af den grund.

Familien blev flyttet rundt mellem forskellige fangelejre. En dag skulle Aydin og Rojins far møde op i en moské sammen med andre yazidimænd, og familien så ham aldrig igen.

Herefter blev Aydin sendt til en af Islamisk Stats militærskoler, mens Rojin blev solgt som slave sammen med moren og de to andre søskende.

Kort tid efter blev Rojin adskilt fra sin mor og søskende, da en saudisk kriger ville have ham for sig selv og opdrage ham som sin egen, fortæller Rojin.

En lang rejse fulgte inden de to brødre mødte hinanden i 2019 - for så at blive adskilt igen og ende i henholdsvis i Khanke i Irak og Idlib i Syrien.

Siden de fik kontakt til hinanden via Facebook sidste år, har Rojin gennemgået et "deradikaliseringsforløb" hos organisationen Yazidi House, som er målrettet yazidier, der har været taget til fange af Islamisk Stat.

Inden han nåede så langt, måtte han dog - med yazidiers hjælp - smugles fra Idlib til det kurdiske område omkring Sinjar.

- Målet er langsomt at få disse mennesker til at give slip på deres overbevisninger og til at vende tilbage til yazidi-troen ved at omgive dem med kulturen, siger Ismail Dalf, der er én af Yazidi Houses ledere.

Han forklarer, at der ikke bliver set med milde øjne på dem, der måtte føre den islamiske tro ind i yazidiernes højborg. Derfor vurderer organisationen, at omvendelsen af de tidligere IS-slaver er nødvendig.

I sin tid i Islamisk Stats varetægt blev "Rojin fra Sinjar" til "Abdullah fra Syrien", fortæller han. Men han føler sig som sit gamle jeg igen.

- Jeg er 100 procent, måske 95 procent Rojin, siger han.

Det er uvist, om Aydin og Rojins mor og søskende stadig er i live.

/ritzau/

Yazidierne i Irak

* Yazidierne er et kurdisk stammefolk, hvoraf størstedelen holder til i det nordlige Irak.

* Yazidi-samfundet tæller cirka en million mennesker på verdensplan. Halvdelen bor i Irak.

* Af de 6400 yazidier, der blev taget til fange af Islamisk Stat i august 2014 i Irak, er knap 3600 lykkedes med at flygte eller er blevet sluppet fri, oplyser et kontor i Kurdistan, som koordinerer redningsaktioner, der involverer yazidier.

* Næsten 2600 savnes stadig. De fleste formodes at være døde.

* Aktivister inden for yazidi-samfundet vurderer, at nogle yazidier stadig holdes fanget af medlemmer af Islamisk Stat og deres familier. En del vurderes at befinde sig i fangelejre i Syrien - herunder i al-Hol-lejren.

* USA's udenrigsministerium oplyser til Reuters, at USA i flere år har arbejdet på at få tilfangetagne yazidier sikkert hjem og fortsætter med at redde dem, der stadig er i live.

Kilde: Reuters.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu