Der er nu kun 3200 vilde tigre tilbage på kloden, hvor tallet for et århundrede siden var omkring 100.000 dyr. Mennesket har allerede udryddet Java-tigeren, Bali-tigeren og den kaspiske tiger ved krybskytteri, handel med skind og knogler og udryddelse af det store kattedyrs levesteder.
Det er baggrunden for det "tigertopmøde", der søndag blev indledt i Sankt Petersborg med Ruslands premierminister, Vladimir Putin, som vært.
Her skal ledere fra 13 nationer i Asien frem til onsdag drøfte, hvordan der kan rejses penge til at fordoble antallet af tigre, inden det næste gang bliver Tigerens år i 2022.
- Tre underarter er allerede forsvundet, og ingen af de andre seks er sikre, hedder det i et udkast til en erklæring fra mødet, der også ventes at få deltagelse af Kinas premierminister, Wen Jiabao.
De øvrige 11 lande med tigerbestande er Bangladesh, Bhutan, Cambodja, Indien, Indonesien, Laos, Malaysia, Myanmar (Burma), Nepal, Thailand og Vietnam.'
Ifølge eksperter er det imidlertid Kina og Indien, som spiller hovedrollerne, hvis vi vil beholde tigeren på kloden.
Indien huser med 1411 individer næsten halvdelen af verdensbestanden, mens Kina trods international fordømmelse er verdens største "forbruger" af tigerprodukter. Mange kinesere tror, at tigerdele som poter og knogler er virksom medicin mod blandt andet impotens.
- I Kina går tingene fra slemt til værre. Men det er svært for de kinesiske myndigheder, som kæmper mod en tusindårig tradition, siger Alexei Vaisman fra WWF Verdensnaturfonden.
Rusland er det eneste land, hvor antallet af de store katte er steget de senere år. I 1960'erne var 80-100 vildtlevende Amur-tigre. I dag er tallet omkring 500, og natureksperter roser Vladimir Putin for hans aktive rolle i succesen.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub