Advokat styrede selskaber fra kælder - er tiltalt for milliard-hvidvask

Københavns Byret har afsat 56 dage til en omfattende hvidvasksag, hvor en tidligere advokat er blandt de tiltalte. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I alt er fire personer tiltalt i kæmpe sag om hvidvask. Fredag er navneforbud ophævet for tidligere advokat.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den tidligere advokat Lars Philip Comerford er blandt de tiltalte i en sag om hvidvask af næsten to milliarder kroner.

Det kan fortælles, efter at navneforbuddet mod den 63-årige jurist er blevet ophævet fredag, skriver Ekstra Bladet.

Sagen er blevet døbt Operation Atlas af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som har efterforsket sagen.

I oktober blev der rejst tiltale mod Lars Philip Comerford og tre andre i sagen. Den tidligere advokat er tiltalt for hvidvask for mere end 1,9 milliarder kroner og er varetægtsfængslet i sagen.

Den anden mand - en 66-årig svensk statsborger - skal have hvidvasket for 802 millioner kroner.

De to kvinder - en på 41 år og en 39-årig tysk statsborger - skal have hvidvasket for henholdsvis 1,9 milliarder og 367 millioner kroner.

Ifølge NSK skal Lars Philip Comerford som direktør i fem danske selskaber have hvidvasket pengene for flere selskaber gennem konti i banker både i ind- og udland.

Hvidvask er et forsøg på at skjule, at pengene stammer fra kriminalitet.

Lars Philip Comerford har før været genstand for medieomtale.

I 2013 skrev Berlingske, hvordan den daværende advokat styrede en omfattende gruppe af udenlandske koncerners danske holdingselskaber fra sin kælder på Frederiksberg.

Ifølge avisen drev han på det tidspunkt 29 selskaber, som havde aktiver for over 42 milliarder kroner.

- Den, der lever stille, lever godt. Jo mere blæst der kommer om det, jo større er sandsynligheden for, at den sidste rest af det her forsvinder, sagde Lars Philip Comerford i Berlingskes artikel i 2013.

DR har også kastet lys over den tidligere advokats aktiviteter. I 2020 fortalte DR, hvordan han fra kælderen i Frederiksberg-villaen havde stiftet og opløst hundredvis af selskaber.

Ifølge DR's artikel havde Lars Philip Comerford ifølge lækkede dokumenter fra den amerikanske finansmyndighed, Fincen, været involveret i mistænkelige overførsler.

Til DR's artikel svarede han:

- De dokumenter, som amerikanske Fincen har lækket til udvalgte journalister, er i min virksomheds tilfælde behæftet med alvorlige fejl, der tegner et misvisende billede uden reelt hold i virkeligheden, lød det.

Den hvidvasksag, hvor Lars Philip Comerford nu er tiltalt, omhandler perioden 2015 til 2023.

Da de nu tiltalte blev fremstillet i grundlovsforhør sidste år, nægtede de fire mistænkte sig skyldige. Sigtelsen gik dengang på et mindre beløb, end der er endt med at blive rejst tiltale for.

Lars Philip Comerfords forsvarer, Kasper Bech Pilgaard, oplyser til Ritzau, at han ikke har nogen kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.

Retten har afsat 56 dage til at behandle sagen. Retssagen begynder 20. januar 2025, mens sidste retsdag er 6. marts 2026.

/ritzau/