FAKTA: Hvidvask kan foregå på mange forskellige måder

Hvidvask kan blandt andet ske ved, at kontanter smugles til udlandet, indsættes i en udenlandsk bank, deles op og overføres forskellige steder hen. (Arkivfoto). Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Hvidvask er forsøg på at sløre, hvor penge stammer fra. Nogle sager er simple. Andre er meget komplicerede.

Offentliggjort Sidst opdateret

Onsdag har Retten på Frederiksberg indledt en sag mod en 43-årig mand, der er tiltalt for at have hvidvasket cirka 29 millioner kroner i sin frisørsalon.

Hvidvask er et forsøg på at skjule, at penge stammer fra kriminalitet, og det er omfattet af straffeloven.

Ifølge Hvidvasksekretariatets risikovurdering fra 2022 anslås det, at hvidvask i Danmark udgør knap 68 milliarder kroner. Det er dog et tal behæftet med stor usikkerhed.

Formålet med hvidvask:

* Hvidvask er et forsøg på at skjule, at et beløb egentlig stammer fra kriminalitet eller sort arbejde, hvor der ikke er betalt skat.

Sådan foregår hvidvask:

* Hvidvask kan ske på mange forskellige måder, men foregår overordnet set ved, at pengene flyttes eller konverteres, så det er svært at se, hvor de egentlig kommer fra.

* I simple sager flyttes pengene fra forskellige personers konti.

* I større og mere komplicerede sager er billedet mere mudret. Så kan beløb blive overført mellem flere hundrede virksomheder, som er placeret i forskellige lande - herunder i lande med skattely.

* Det kan også være kontanter, som fysisk fragtes ud af Danmark, indsættes i en udenlandsk bank, herfra deles op og overføres forskellige steder hen.

* Nogle penge hvidvaskes via hawala-systemet, hvorigennem penge flyttes fra et sted til et andet, uden at det sker fysisk. Det sker via hawala-agenter, som sidder rundt om i verden og fører et internt regnskab med hinanden.

* Penge kan også hvidvaskes ved, at kontanter bruges til at betale håndværkere for at forbedre en ejendom, som så kan sælges med en fortjeneste.

* Kontanter kan også blive brugt til at købe dyre varer, som så sælges videre, og dermed sløres det, hvor pengene kom fra.

* En metode kan være såkaldte fakturafabrikker. I de tilfælde udarbejdes falske fakturaer, så det ser ud som om, at betaling til virksomheden er for legalt arbejde, selv om der slet ikke er udført arbejde.

* Sløring kan også ske ved, at et selskab overfakturerer for en ydelse, så man på den måde får overført ekstra penge fra et sted til et andet, uden at det umiddelbart kan ses, at de penge i virkeligheden stammer fra kriminalitet.

Det siger straffeloven om hvidvask:

* Straffelovens paragraf 290 a omhandler hvidvask.

* Den siger, at det er strafbart at konvertere eller overføre penge, som direkte eller indirekte er udbytte af en strafbar lovovertrædelse.

* Straffen er bøde eller op til halvandet års fængsel.

* Hvis der er tale om grov hvidvask, kan straffen dog stige ind til fængsel i otte år.

Hvidvaskloven:

* Hvidvaskloven fastsætter nogle regler, som blandt andet banker skal efterleve, for at undgå hvidvask. Overtrædelse kan medføre en bøde.

Kilder: Straffeloven, Skattestyrelsen, Hvidvasksekretariatet og DR.

/ritzau/