Skyldig i babydrab: Så mange år skal hun i fængsel

September 2022: Folk lægger blomster ved Pelikanen til ære for den lille pige, der blev slået ihjel. Arkivfoto: Jan Knudsen

Fredag har Østre Landsret afgjort sagen om en halvanden måneder gammel pige, der døde i september 2022.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fredag formiddag blev June Gry Sørensen fundet skyldig i at have dræbt sin datter, der ikke blev mere end halvanden måned gammel. Hendes mand - som hun nu er skilt fra - Mikkel Storm Sørensen blev også fundet skyldig, men ikke i drab. Han havde passivt medvirket til den vold, hun blev udsat for i de sidste par dage, inden hun kom til Rigshospitalet og døde.

Og klokken 14.37 afsagde retten sin dom. Specialanklager Linda Margrethe Hesselberg havde procederet for en straf til June Gry Sørensen på ikke under 14 års fængsel. Forsvarer Lone Rømø havde til gengæld bedt retten overveje en dom på otte års fængsel.

Retten nåede frem til 12 års fængsel.

I forhold til Mikkel Storm Sørensen havde anklageren procederet for ikke under halvandet års fængsel, mens hans forsvarer, Lonnie Kromann Nielsen, procederede for en straf på ikke over seks måneders fængsel.

Dommen lød på seks måneders fængsel.

Han har dog siddet varetægtsfængslet i to år og et par måneder, og er derfor nu løsladt. Lonnie Kromann Nielsen oplyser, at de nu vil overveje at søge erstatning for den tid, han uberettiget har siddet fængslet.

Læs meget mere om dagens retsmøde her.