Guldborgsund

Camillo Krog har netop overtaget et lagerhotel i Vordingborgs sydhavn.

Camillo Krog overtager stor virksomhed

Det lokale byrådsmedlem ser stort potentiale i sin nyerhvervelse i Vordingborg

Offentliggjort

Camillo Krog, der er lokal erhvervsmand og LA-byrådsmedlem i Guldborgsund, har netop fået sig en ny virksomhed.

Det skete mandag, da han overtog E-Synergi A/S i Vordingborgs sydhavn fra den kendte erhvervsmand Hans Steffen Steffensen.

E-Synergi A/S er et 4.000 kvadratmeter stort lagerhotel, som firmaer bruger til at sende varer af alle slags ud til deres kunder.

- Alt lige fra underbukser til rollatorer, som Camillo Krog siger.

Kender firma

Og det er en virksomhed, som den nye ejer kender godt i forvejen.

- Jeg var selv direktør i firmaet for nogle år siden, fortæller Camillo Krog.

Han kender også Hans Steffen Steffensen både fra erhvervslivet og privat.

- Vi har talt om en overtagelse i et stykke tid, og nu har vi indgået aftalen. Det var i går. Så den er helt våd endnu, siger han.

Direktør på vej

E-Synergi A/S har otte medarbejdere, og lige om lidt kommer der en ny administrerende direktør.

- Det er en mand, der er dygtig og meget lokal kendt, oplyser Camillo Krog.

Han vil dog vente nogle dage med at offentliggøre, hvem det er.

Store muligheder

E-Synergi A/S har en årlig omsætning på cirka 10 millioner kroner.

- Men der er potentiale til meget mere, siger Camillo Krog, som også er ved at sammensætte en ny bestyrelse for E-Synergi A/S.

Han har i forvejen blandt andet rengøringsvirksomheden Wax Facility Service Aps.