Blå blink

Billedet stammer ikke fra nattens brand. Arkivfoto: Jan Schmidt - XDmedia

Voldsom brand: Beboer kan være brændt inde

I nat er en meget omfattende brand opstået på Lolland. Politiet oplyser, at husets beboer er savnet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tidligt fredag morgen er politi og brandvæsen fortsat til stede ved en meget omfattende brand i en villa ved Torrig på det nordlige Lolland.

Benjamin Voss, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, oplyser, at husets beboer er savnet.

- Vi arbejder ud fra en formodning om, at beboeren kan være indebrændt, men vi kan ikke bekræfte noget endeligt, siger vagtchefen tidligt fredag morgen.

- Vi har ikke haft mulighed for at gennemsøge ejendommen. Dele af ejendommen er styrtet sammen, siger vagtchefen.

Der blev slået alarm kort før klokken 3.

Skorsten væltet

I første omgang blev branden anmeldt som en naturbrand - formentlig fordi den er blevet observeret fra lang afstand.

På vej ud til stedet blev anmeldelsen om branden opgraderet til en bygningsbrand, fortæller Nikolai Hjorth, indsatsleder ved Lolland-Falster Brandvæsen.

- Den har allerede været fuldt overtændt. Da vi kommer frem, er hele tagkonstruktionen og etageadskillelsen allerede brændt helt væk, siger indsatslederen og fortæller, at laden ved siden af huset, som har stålplader, allerede er brændt ned, da brandvæsnet ankommer til stedet.

En fritstående skorsten stod og svajede og endte faktisk med at styrte sammen, efter brandfolkene var ankommet til huset.

- Skorstenen styrter ned og vælter hele den ene gavl. Der har været stor fare for nedstyrtning, og derfor har vi primært arbejdet ind gennem døre og vinduer. Det giver selvfølgelig nogle udfordringer, men vores sikkerhed er første prioritet, siger indsatslederen.

Branden er under kontrol. Kort før klokken 6 er brandfolkene i fuld gang med at efterslukke.

- Vi går og efterslukker varmelommer. I takt med at det er blevet så voldsomt, er der kommet utroligt mange lommer under stålplader og sammenstyrtede konstruktioner. Det kræver meget arbejde, siger indsatslederen og skyder på, at brandfolkene fortsat vil være på stedet frem til klokken 8.

Omkring 20 brandfolk fra stationerne i Nakskov og Stokkemarke deltager i aktionen.