Han mødte verdens mest magtfulde – men én drøm om Lolland faldt til jorden

Jakkesættet sidder ulasteligt, de sorte sko er nypudsede, og umærkeligt glimter et par diamantbesatte manchetknapper på de hvide skjorteærmer ved håndleddet. Verdensmand-attituden stråler om kap med oktobersolen, da Freddy Svane skridter torvet i Maribo af.

Her har den mangeårige diplomat og ambassadør i Japan og Indien sagt ja til at fortælle sin historie. Eller en del af den. For vi skal selvfølgelig også et smut forbi fødebyen Errindlev. Her kom Freddy Svane for 69 år siden til verden i den del af riget, hvor endeløse rækker af roer skulle hakkes, inden de store drømme og udlængslen kunne få flyvehøjde.

For hvordan gik det til, at Freddy Svane skiftede landsbyskolen og arbejdet i marken ud med bonede gulve, privatchauffører og møder med nogle af de mest magtfulde mennesker på kloden?

Det er det, et par kopper kaffe på torvet i domkirkebyen skal kaste lys over – og for lige at prøvesmage Freddys humør og humor, så spørger han selvfølgelig lige tjeneren, om det er katolsk kaffe.

Han får naturligvis et forvirret og spørgende ansigt retur, hvorefter han med stor tilfredshed serverer punchlinen: ”Ja, der er vel brugt bønner …”

Så er der ligesom serveret – og som ambassadør var han da også kendt for at gå utraditionelt til værks. ”Freddy is ready” – og mange andre slagord blev et varemærke og vejen til at blive hørt.

Har du nogensinde følt dig som den lille dreng fra roemarkerne, når du har siddet til bords med nogle af verdens mest magtfulde mennesker?

- Aldrig. En titel kan åbne døre, men det afgørende er, om du gennem din menneskelighed kan finde en nøgle til et andet menneske. I Indien repræsenterede jeg seks millioner danskere over for et land med 1,45 milliarder mennesker. Skulle jeg holde mig tilbage af den grund? Nej. Du skal tro på dig selv. Personligheden er vigtigere end titlen, siger Freddy Svane.

Du var som seksårig ekspert i at hakke roer. Hvad lærte det dig?

– Jeg kan huske, når vi gik på roemarkerne i gamle dage, min tvillingebror Michael og jeg. Der var, syntes vi, tusindvis af roeplanter, som skulle hakkes.

Endeløs række af roer

- At gå op og ned ad de endeløse rækker og vide, at der var 600 meter på den anden side, som du også skulle igennem, gav en særlig ro. De lange, endeløse rækker af roer lærte mig, at når man er gået i gang med noget, gør man noget godt ved at fortsætte. Det gav noget stamina.

Hvad drømte du om, mens du gik derude?

- Jeg drømte om at komme videre. Jeg havde ikke nogen interesse i at blive bondemand eller landarbejder. Jeg ville gerne læse, og jeg var meget optaget af at læse og skrive. Vi begyndte på en skole i Bjernæs, syd for Errindlev. Den er selvfølgelig også lukket. Så flyttede vi til Rødby, og jeg kom på Rødby Byskole.

- Der havde vi lærere, som var autoritære, og som virkelig stillede krav om, at man opførte sig ordentligt og lavede sine lektier. Man kan have masser af potentiale og talenter som seksårig, men hvis de ikke bliver åbnet og pakket ud af forældrene og af professionelle mennesker, der er sat i verden for at lære børn noget, bliver de måske aldrig til noget.

Det gjorde de lærere, jeg mødte. Pakkede mig ud.

- Det var den gamle skole. Hvis eleverne ikke opførte sig ordentligt, kunne de vælge mellem eftersidning og et par på kassen. Nogle valgte det sidste, fordi de ikke ville sidde der i flere timer. Det må man selvfølgelig ikke i dag. Men der var skarphed og forventninger, og jeg tror, det var vigtigt.

I trak lod om, hvem der skulle læse historie og jura. Hvad hvis lodtrækningen var faldet anderledes ud?

– Så var jeg vel blevet Michael, og Michael var blevet mig! Vi havde de samme ambitioner og ønsket om at gøre en forskel. Når man har fået en god opvækst og gode værdier, føler man også en pligt til at bidrage, hvor man kan.

Du har gjort »Freddy's ready« til et varemærke. Hvornår har Freddy ikke været klar?

– Aldrig, så vidt jeg kan huske. Jeg har altid været god til at læse situationer og se muligheder. Min familie kan nok blive irriteret over min utålmodighed. Der skal ske noget. Jeg siger altid: Du skal aldrig træde i andres fodspor, for så kommer du aldrig foran dem. Du skal finde din egen vej.

Din karriere har ført familien rundt i verden. Hvad har det givet – og kostet?

- Det har givet os enormt meget som familie. Vi har fire børn, og de har været med rundt omkring og gået i internationale skoler. Det har givet os et enormt sammenhold.

- Folk spørger altid, hvor jeg bedst kunne lide at være. Jeg svarer, at hjemme er der, hvor familien er. Vi er selvfølgelig også ekstremt glade for Danmark. Når man har haft et så omtumlet liv, har man brug for en fast ramme.

En gave uden lige

- Det har været fantastisk, og børnene har fået en gave uden lige ved at gå på internationale skoler. Derfor glæder det mig, at der også er en international skole her på Lolland. Når jeg hører politikere sige, at det har vi ikke behov for, bliver jeg frustreret. Det er en investering i fremtiden, ikke bare for børn med udenlandsk baggrund, men også for de unge, der bor her.

- Det har givet os rigtig meget. Vi har samtidig været langt væk, især i Japan og Indien. Det er ikke steder, man lige flyver hjem fra på en halv time. Vi har måske mistet noget nærhed til andre familiemedlemmer. Og min hustru har selvfølgelig også betalt en pris, fordi hun opgav sin karriere som jurist. Men vi var indstillet på, at vi ville få det her til at lykkes.

- Min hustru har bundet det hele sammen på fantastisk vis.

- Når man ser tilbage, kunne man sikkert have truffet andre valg., men jeg er god til at bekræfte mig selv i, at vi valgte rigtigt, og det synes jeg stadig. 

Hvad ville din hustru sige var det mest udfordrende ved at være gift med Freddy?

- Hvis jeg står i en større menneskemængde og ser en person, som jeg gerne vil tale med, fordi vi måske kan lave noget sammen, så går jeg lynhurtigt hen til vedkommende. Til store receptioner og middage kan jeg pludselig være 50 meter væk fra min hustru, fordi jeg lige skulle tale med en eller anden. Så har jeg måske efterladt hende med tanken: »Hvorfor skulle jeg egentlig med i aften? Så kunne jeg lige så godt være blevet hjemme.«

- Jeg har altid været på arbejde, og jeg ser altid muligheder. Det gør jeg også i dag. Jeg er god til at scanne et rum og tænke: Hvem er interessant i forhold til det, jeg arbejder med, eller det, jeg gerne vil lave næste gang?

Hvem kan sætte dig på plads?

– Mine børn og min hustru, i et vist omfang. De kender mine styrker og svagheder. Jeg bliver stadig ringet op om alt muligt og kommenterer blandt andet internationale begivenheder på indisk tv. Familien synes nok, jeg bruger rigeligt tid på det. Men det ligger i blodet.

Hvad vil du sige til unge fra Rødby eller Errindlev, der drømmer om at komme væk?

- For nogle vil det være det rigtige, men ikke for alle. Jeg synes, at unge menneskers interesse for at gøre en forskel er blevet mindre med tiden. Måske er det, fordi den nødvendighed, der fandtes tidligere, ikke eksisterer i samme grad. Dengang skulle alle helst have en bedre tilværelse end deres forældre. Ikke alle kunne overtage en gård, så man måtte videre.

Skolerne er kollapset

- Når jeg ser på Lolland, synes jeg, at skolerne er kollapset. I Rødby havde vi en politimester, et postkontor, en jernbanestation og et hospital. I dag er meget af det væk. Når jeg kommer til Errindlev, kan jeg huske brugsforeningen, slagteren og butikkerne. I dag står meget tilbage som ruiner.

- Jeg kan godt forstå, hvis unge mennesker tænker, at de ikke har nogen chance, fordi de vokser op i et område, som er blevet efterladt. Men mit personlige råd er, at hvis man har en ægte interesse for at komme ud, skal man gøre det. Man skal have luft under vingerne. Måske skal man også vende tilbage på et tidspunkt.

- Det kan jeg godt fortryde lidt, at jeg ikke selv er gjort.

Er drømmen om at flytte tilbage stadig intakt?

- Ja, Jeg kan huske, at jeg tit sagde til mig selv, at når jeg blev 60, ville jeg tilbage til Lolland og købe en gård, hvor jeg kunne nyde landlivet. Nu er jeg snart 70, og det er der jo ikke kommet noget ud af. Men det kan være, jordpriserne falder – hvis det ikke alt sammen er blevet til jernmarker.

- Det med jord under neglene, havde jeg nær sagt, og lidt jord i hovedet også, er en fantastisk oplevelse. Især i Japan og Indien var jeg meget ude i landbrugsdistrikterne. Der skulle jeg altid hen at have en håndfuld jord og dufte til den, næsten som en hund, der skal snuse til alt. Hvad dufter jorden af?

- Hvis jeg ser en traktor eller en anden landbrugsmaskine, uanset om jeg er i Japan, Frankrig eller et andet sted, siger jeg: »Der må jeg op!« Jeg har siddet på alverdens landbrugsmaskiner, både kæmpestore, sofistikerede maskiner og helt andre typer. Det giver lidt tryghed og et flashback til en god barndom.

Skal du så også stedes til hvile i den lollandske muld?

– Hvis jeg ser bort fra alt det familiemæssige, vil jeg gerne tilbage til min hjemegn. Der er en inderlig længsel efter at komme hjem, måske til et hus i en af de små byer eller ved Nysted, hvor man kan nyde stilheden og lade tankerne flyve.

- Men det er selvfølgelig en beslutning, der vedrører hele familien. Du kan skrive, at der er en længsel efter fødeøen, der ikke bliver mindre, når jeg nu kan se hen på statuen af Kaj Munk, siger Freddy Svane om digteren og tager en sidste slurk af kaffen, der nu er blevet en smule kold inden turen går til Errindlev.

Læs mere om Freddy Svane

Det er ikke bare fine middage, flotte biler og et liv i luksus