- Det lyder som en joke. Det er det ikke.

Mange gode intentioner er gennem tiden blevet til dårlige idéer. Medieansvarsudvalget har nu leveret en af de helt store af slagsen.

Efter to års tilløb anbefaler flertallet i udvalget, at Danmark skal have en statsligt udpeget medieombudsmand.

Og ikke bare en flink fyr, der skaber debat om pressetik. Nej, hun eller han skal være omrejsende i at føre straffesager mod massemedier.

Et scenarie, man skulle tro, kun ville udspille sig i lande, hvor pressefriheden er noget, man ser gennem tremmer.

Det lyder som en joke. Det er det ikke. Det er et dansk lovforslag in spe.

Et enigt udvalg? Nej, ikke helt.

Stig Ørskov fra JP/Politikens Hus satte som den eneste i udvalget hælene i og kalder det et knæfald for statens ønske om øget mediekontrol og advarer mod et "ulykkeligt normskred".

Her på Folketidende er vi meget enige i den uenighed.

Der burde være alarmklokker nok. For mens pressens frihed historisk har været forankret i selvdømme og Pressenævnets afgørelser, vil dette forslag lægge en tung statslig hånd på medieverdenen.

Kære politikere: Når forslaget ikke kan samle fuld opbakning blandt dem, der skal leve med konsekvenserne, bør det få jer beslutningstagere til at vende skråen en ekstra gang.

Ørskov står ikke helt alene. Flere medlemmer, herunder Danske Medier og Dansk Journalistforbund, har udtrykt stærk skepsis over for idéen om at give ombudsmanden juridiske beføjelser. Men de er alligevel med i flertallet bag anbefalingen.

Hvorfor? Fordi de køber idéen om en medieombudsmand som debatskaber - men ikke som anklager, og håber at politikerne vil skære de farligste elementer fra, når der skal laves lovgivning.

En farlig vej at gå, synes vi her på avisen, for det er en strategi, der ikke nødvendigvis borger for succes.

Det er da heller ikke kun medierne selv, der ser problemer i konstruktionen. Medieretsprofessor Sten Schaumburg-Müller kalder idéen om en sådan tre-i-ener, der både er debatskaber, vagthund og dommer, for en rodebutik. 

Og han har en pointe.

At give en statsligt udpeget medieombudsmand mulighed for at føre retssager mod medier er et historisk brud med de pressefrihedsprincipper, vi som vestligt liberalt demokrati lever bedst og rigtigst med.

Forklaringen findes i et ønske om at få styr på de digitale medier. Udvalget har fra start haft som opgave at adressere de problemer, der opstår i en tid, hvor sociale medier er blevet en central nyhedsplatform.

Men i stedet for at skille tingene ad har man valgt en alt-i-en-løsning, hvor massemedier og influencere nu skæres over én kam.

Resultatet er mere forvirring end klarhed og kan til syvende og sidst skade den demokratiske offentlighed mere, end den beskytter den.

Og hvem vogter vogteren? Vi har jo allerede et Pressenævn, der tager sig af klager over medierne. Vi har domstole, hvor sager om injurier og ærekrænkelser kan afgøres. Behovet for en statslig vagthund, der både snerrer og bider, er ganske enkelt ikke til stede.

Så gør hellere som i Sverige, hvor en uafhængig medieombudsmand finansieres af branchen selv.

Fra udvalgets lækkede mødereferater vidste vi, at forslaget om en medieombudsmand var på dagsordenen, men vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at vi skulle ende her. Men nu, hvor vi er her, er det afgørende, at forslaget ikke ender som lov.

En medievagthund, der kun må gø, men ikke bide? Måske. Men en statslig anklager, der kan køre sager mod frie medier? Aldrig.