Embedsværkets og politikernes deroute

Departementscheferne og de særlige rådgivere står for tiden til klø i den offentlige debat efter flere ministres nødtvungne afgang som følge af misinformation overfor Folketinget. Det er der ikke noget nyt i. Allerede i 1990'erne var embedsværkets deroute i gang som følge af besparelser og nedskæringer, og med den borgerlige regerings ankomst i 2001 blev misinformation og spin sat i system. Mange husker sikkert daværende miljøminister Troels Lund Poulsens besked i 2008 til det samlede embedsværk om at agere politisk - lige fra yngste fuldmægtig til departementschef. En lækket intern mail-korrespondance slap trolden ud af æsken.

Når en minister "går planken ud", sker det næppe af egen drift. I baggagen har ministeren en stak papirer fra sit embedsværk, som neutralt og faktuelt oplyser om den aktuelle sag, og fra departementschefen et godt råd om, hvordan sagen kan landes politisk. Alligevel er en minister faldet i vandet gang på gang, med stigende hyppighed.

Har ministeren ikke læst papirerne grundigt nok? Eller er grundlaget for departemenschefens poltiske sparring mangelfuldt eller rent ud sagt politisk spin?

Da besparelserne i centraladministrationen satte ind i 1990'erne gik det blandet andet ud over sagsbehandlernes kontakt med verdenen uden for Slotsholmen. Der blev mindre tid til at varetage forbindelserne med interesseorganisationerne, der på mit begrænsede område som informationsmedarbejder i Boligministeriet den gang bl.a. var boligselskaber, lejerorganisationer og byggeriets parter, arkitekter, ingeniører og håndværkere. Men lektien var stadig, at alle sagsbehandlere skulle informere neutralt og fagligt uangribeligt. Så skulle kredsen omkring ministeren, departementschef og ministersekretær, nok tage sig af den politiske vinkel, sprogligt undertiden bistået af informationsmedarbejderen.

Ministrene blev "klædt på", individuelt tilpasset deres politiske præferencer og personlige behov. Man opererede oven i købet med de såkaldte "Anders And-notater", der i en let forståelig form kunne informere selv åndeligt svagere funderede ministre. Ingen fik lov til at gå planken ud.

Men et skred var på vej. Fra universiteterne ankom en ny type unge embedsfolk, hvis ambitioner bar præg af den ego-centrerede individualisme, grænsende til narcissisme, som store dele af de unge i dag hævdes at lide af. Yngste fuldmægtig mødte op med politiske visioner og handlekraft, der ikke syntes hæmmet af anden livserfaring, end den man havde med sig fra kollegie-køkkenet. Men endnu kneb det med den nye embedsmands gennemslagskraft. Kulturen var generelt gennemsyret af saglighed i alle de år, min erfaring dækker.

Spindoktorerne i ministerier, styrelser og ikke mindst i interesseorganisationerne har siden, op gennem 00'erne, lagt et tykt røgslør over den offentlige debats faktuelle kerne, hvis den da stadig findes. Røgsløret opfattes tilsyneladende i stigende grad som det faktum, sagerne hviler på. Det er her, en departementschef kan komme på "Herrens mark" og må følge sin minister ud ad planken, såfremt ministeren da ikke - som i Troels Lund Poulsens tilfælde i skattesagen - behændigt forsøger at vende om og lade en alt for loyal Peter Loft alene tilbage med sin misforståede følgagtighed.

Når en række tidligere Venstre-ministre ønsker, at ministrene skal kunne omgive sig med flere særlige rådgivere, har de næppe forstået formålet med det neutrale embedsværk, eller de ønsker det ikke, sådan som Troels Lund Poulsen gav udtryk for det som miljøminister. Det er måske mere bekvemt at lade skatteyderne betale for Venstres politik-udvikling end at overlade det til Venstres partisekretariat.

Palle Tørnqvist,
journalist, tidligere informationsmedarbejder i By- og Boligministeriet.
Hjelm Byvej 22, 4990 Sakskøbing.