Er du modigere end mig?

Dagen efter hjemme i Nykøbing lå DJØF-bladet i min postkasse. En notits skreg mig i øjnene: To ud af tre erhvervsaktive DJØF’ere overvejer at søge nyt job, og hver fjerde søger mere eller mindre aktivt.

Jeg sad tilbage med en tom følelse, og det var som om, at rommen fra gårsdagens drink rumsterede ekstra kraftigt i min mave. Vi har et historisk skånsomt og fleksibelt arbejdsmarked. Urimeligt lange arbejdsdage og korte ferier hører fortiden til. Alligevel breder der sig en epidemi af stress, og psykologer og coaches inddrages hyppigt i arbejdslivet ved såkaldte work-life-balance-seminarer. Og når vi har fri, skal meditation og mindfulness fjerne de sidste dønninger fra det skånsomme og fleksible arbejdsmarked.

Men hvorfor er vi egentlig så stressede? Hvorfor er vi så utilfredse med al den skånsomhed og fleksibilitet?

Det skånsomme og fleksible arbejdsmarked er gået hånd i hånd med en kultur, hvor arbejdet er blevet en livsstil. Som moderne mennesker går vi ikke (kun) på arbejde for at tjene penge, men også for at realisere os selv. Arbejdet skal være udviklende, inspirerende – ja, ligefrem give os den ophøjede mening med livet. Overarbejde og plustimer på opsparingskontoen er blevet en dyd i sig selv, ikke blot for at løse de opgaver, som chefen lægger på bordet, men også for den personlige tilfredsstillelse, så man kan overbevise sig selv om, at man opfylder meningen med sit eget liv og er en god soldat i konkurrencestaten.

Den moderne arbejdsplads bidrager da også til illusionen om selvrealiseringen på arbejdsmarkedet. Vi går til udviklingssamtaler med den nærmeste chef i troen på at få udviklet vores kompetencer på baggrund af en højere mening. Virksomhederne laver kodeks for etik og socialt ansvar, som var det en eller anden trosbekendelse, vi medarbejdere burde have med i vores aftenbøn. Selvom mange finder et fint arbejde med spændende opgaver og gode kollegaer, er det stadig de færreste, der får et gudsbenådet kick af at tænde computerskærmen, at se på skrivebordets ophobede papirstakke eller at skrive en kilometerlang karriereplan.

Og så kommer ferien, weekenden eller hyggestunden med veninden som et brag. Når vi ikke længere hænger i en tynd tråd omgivet af det kunstige lys fra computerskærmen og den støvede papirlugt fra sager og karriereplan, flyver tankerne hurtigere og vildere. Drømmene bliver store. I ly af caféparasollen med den smagfulde drink i hånden går det op for os, hvor farlig en cocktail forestillingen om selvrealiseringen på arbejdsmarkedet er. Det nye job bliver bare et trin på vejen ”op – op – op” eller ”videre – videre – videre”.

Men også på det næste trin på stigen vil der være bekymringer, travle perioder og en irriterende kollega eller to. For at dulme virkeligheden tager vi en ny drømmepille, der efter noget tid ender som endnu en stikpille af stress og jag. Jagten på den højere mening gennem arbejdslivet ender igen uden bytte – og igen uden den store lykke.

Gad vide, hvordan livet ville se ud, hvis vi erstattede idealet om selvrealisering i karrieren med andre værdier. Gad vide, hvordan livet ville se ud, hvis vi fokuserede på det nære – vores familie og venner, vores frivillige arbejde, vores hobby – i stedet for at tilfredsstille vores ego og identitetsskabelse på arbejdsmarkedet. Gad vide, hvordan livet ville se ud, hvis vi indså, at vi har et job for at tjene penge og ikke for at få en højere mening med livet.

I stedet for at skrive ansøgninger i hobetal og lægge planer for sin egen selvrealisering burde vi måske hellere stoppe op og bruge tiden på det, der virkeligt tæller. Vi burde nyde nuet, nyde smagen i drinken og bore os dybt ned i de menneskelige relationer, der omgiver os. Det lyder så simpelt, som noget, jeg bare kan ringe til min veninde og foreslå, at både hun og jeg skal gøre fremover.

Men det er langt fra simpelt. I virkeligheden kræver det en radikal ændring af vores kultur og forestillingerne om arbejdsmarkedet. Det kræver, at vi begynder at fokusere på andre værdier i vores samfund. Det kræver, at en eller anden tager det første skridt. Og hvem tør at være den første til at træde ud af geleddet i konkurrencestatens hær?

Tør du?