Irakere sendt hjem

Det blev behandlet som en verdensbegivenhed i morges i radioen. Gennem hele morgenen kunne man som lytter til DRs radioaviser følge med i det, der af Radioavisens redaktion blev opfattet som en verdensbegivenhed uden sidestykke. At en gruppe irakere skulle sendes hjem, fordi de har fået afslag på asyl.


Der blev stillet om til den ene journalist efter den anden rundt om i landets lufthavne, der kunne berette om store politistyrker og voldsomt bekymrede aktivister. Men ingen vidste reelt noget.

Det var helt ude af proportioner, at en i den store sammenhæng lille sag, skulle tage så meget plads i en række nyhedsudsendelser. Godt nok handler det om en gruppe af de irakere, der gennem lang tid har haft Brorsons Kirke besat, men alligevel er det en fejldispostion, at “rydde fladen” og gå i dommedagstilstand, fordi politiet håndhæver landets lovgivning.

22 irakere er nu blevet udvist og sendt med et fly fra Odense Lufthavn. Det drejer sig om 21 mænd og en kvinde, der har fået afslag på deres ansøgninger om opholdstilladelse i Danmark, og som alle er identificeret som irakiske statsborgere, Alle stammer fra den gruppe af irakere, der blev fjernet fra Brorsons Kirke 13. august, efter at de i længere tid havde besat kirken ulovligt.

Kritikken er haglet ned over politiet efter aktionen, hvor de hentede irakerne ud af kirken. En helt igennem urimelig kritik, da ordensmagten på god og forsvarlig vis løste den opgave, som den var blevet bedt om.

Kritikken har også vist, at der er en tendens til blandt danske nyhedsmedier, at de slet skjult i deres vinklinger og udvælgelse af stof tager aktivisternes og irakernes parti.

Tag nu dækningen her til morgen - alene omfanget og tonen indikerer klart, at man fra redaktionens side - uden at tænke nærmere over det - stiller sig på aktivisternes side.

Vel har pressen en opgave med at kontrollere myndighederne og deres embedsførelse, og den skal der ikke laves om på. Men vi ser ofte i “sager”, hvor der indgår en svag part som her den gruppe irakiske asylsøgere, der efter endt sagsbehandling har fået afslag på ophold, at pressen tager parti.

Fordi det er den bedste historie, når man kan stille “uskyldige” ofre op overfor en “ond” statsmagt, der ikke har noget menneskeligt ansigt.
Nu er irakerne ude af landet, og tilbage på redaktionerne kan vi så tænke over hvad der skal være vores næste “gode historie”.