Jeg vil gerne samarbejde!

Jeg glædede mig til skoleåret 2009-2010. Vi havde i Guldborgsund kommune fået en ny arbejdstidsaftale. Som lærer uddannet i 1999 har jeg altid skullet arbejde efter tid. Jeg har oplevet mange gange at måtte sige nej til forældre og elever, når de har spurgt om vi kunne tage på tur til stranden eller til København, holde en ekstra klassefest eller andre spændende ting. ”Jeg har ikke fået tildelt tid til ekstra udflugter. Til næste år kan vi lægge det ind i min arbejdsplan”, måtte jeg sige, men ærgrede mig. Det er slut nu! Slut med det bureaukratiske tælleri af timer og minutter. I stedet har jeg fået opgaver, som min skoleleder stoler på, at jeg udfører i løbet af året, og det kan han trygt, for jeg er en ansvarlig og professionel lærer. Mine elever kan mærke forskellen. Har min klasse eller jeg været væk, har jeg læst timerne på andre tidspunkter. Skolens dramahold kunne derfor invitere til forældreaften to gange på et år. Jeg har kunnet invitere min klasse hjem til mig selv til en hyggesøndag, hvor vi poppede popcorn og spillede spil. Til næste år overvejer vi en cykeltur med overnatning i telt til vores sammenlagte 9. klasse – alle eksempler på gode og vigtige aktiviteter, der er så vitale for klassens sociale liv. Og det kan lade sig gøre, fordi jeg hele tiden er bevidst om, at jeg selv kan prioritere mine opgaver. Før hen var timerne mistet – var min klasse væk, kunne min leder bruge mig som vikar i de timer. Var mine kollegaer ikke syge netop de dage, var det bare ærgerligt! Var jeg fraværende, var timerne mistet for mine elever (på min skole har vi længe ikke haft penge til vikarer i overbygningen). Nu kan jeg være meget mere fleksibel, hvilket betyder færre aflyste timer og langt, langt større udnyttelse af mig og mine kompetencer, men stadig inden for rammerne for den tildelte tid, jeg har fået. Med Janne Hansens forslag om, at jeg skal undervise en lektion mere om ugen, bliver mine muligheder stærkt forringet. Min arbejdsuge er på 37 timer lige som smedens, social- og sundhedsassistentens, revisorens, viceværtens eller kirurgens. Jeg får ikke mere samlet tid, fordi jeg skal undervise en lektion mere. Jeg har allerede skåret ned på antallet af møder, så hvad skal jeg lave mindre af? Elevplaner er et lovkrav, jeg skal kunne forberede min undervisning, rette elevernes skriftlige opgaver og andre opgaver i forbindelse med undervisningen, så hvad bliver der tilbage at skære væk? Hyggedagene, forældreaftenerne, cykelturene… Jeg mener, at vi må se på skolerne som et samlet skolevæsen. Hvad giver de bedste vilkår for os lærere og for samarbejdet med vores elever og deres forældre? Vi bliver også nødt til at se længere end til en tre-årig periode, hvor der skal spares over 30 millioner. Hvad med om 4 år? Hvad med om 10 år? Lige nu er alle ressourcer spredt ud på 19 skoler. De ressourcer bliver færre – meget færre – hvis Janne Hansens forslag følges. På Lindeskovskolen skal vi spare 1,5 millioner. Det betyder, at vi ikke længere vil have lærere nok til at kunne opfylde ministeriets minimumstimetal. For at leve op til sparekravene kan kommunens skoler blive tvunget til at undervise efter minimumstimeplanen (eller under), tvunget til at skære ned på lejrskoler og andre elevaktiviteter, skære ned på nyindkøb af undervisningsmaterialer, skære ned på særlig tilrettelagt undervisning for vores svageste elever… Giver det bedre karakterer til afgangsprøverne? Giver det større tilgang til ungdomsuddannelserne? Det tror jeg ikke. Elevtallet er faldende, kravene til faglighed stigende. Derfor bliver vi nødt til at se på, hvordan vi kan bruge ressourcerne bedst. En mulighed er at samle lærere, elever og ressourcer på større skoler. Lærerne kan i højere grad sparre med andre faglærere, der kan arbejdes meget mere holddelt, fordi årgangene bliver større, børnene får flere børn at spejle sig i. Mobning er ikke mere udbredt på store skoler end på små. Det barn, der måske skiller sig ud, har sandsynligvis større mulighed for at finde ligesindede, og derved ikke stå alene. Lærere på store skoler føler lige så stor omsorg for eleverne, som på små skoler. Det er lige som et kludetæppe: En masse små rester, der ikke kan bruges til så meget alene, giver tilsammen et stort tæppe at varme sig med. Lad os samle ressourcerne, så vi kan dække mere. Jeg synes ikke, det er rimeligt, at der nu kun er to forslag at forholde sig til: Det oprindelige administrative forslag eller Janne Hansens forslag om nedskæring på alle skoler. Hvad blev der af at se på alle muligheder, vende hver en sten? Det nuværende forslag sender aben ud på de forkerte skuldre: skolebestyrelser, skoleledere, lærere. Lad os få aben tilbage, hvor den hører til: De folkevalgte.

Med venlig hilsen

Karina Pedersen Lærer og TR på Lindeskovskolen

Sundtoften 554

4800 Nykøbing Falster