Krimi

Politiet har blandt andet specialtrænede hunde med, som er specielt uddannet til at søge i vandet. Privatfoto

Eftersøgning indstillet: Maibritt stadig savnet

Heller ikke tirsdag er det lykkedes at finde 55-årige Maibritt fra Sakskøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

Igennem det meste af tirsdagen har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi søgt efter 55-årige Maibritt, som er meldt savnet. Hun har været forsvundet siden natten til søndag, hvor hun forlod sit hjem i Sakskøbing.

Signalement af Maibritt

Hun beskrives som 165 centimeter høj og spinkel af bygning. Hun har brunt mellemlangt hår og har en tatovering af en rose på venstre skulder.

Desuden bærer hun briller med et grønt stel. Det vides ikke, hvilket noget tøj hun havde på, da hun forsvandt.

Tirsdag har man blandt andet søgt med særlige vandsøgningshunde, som man har sejlet rundt med i havnebassinet i Sakskøbing Havn.

Politiet leder stadig efter Maibritt. Privatfoto

Politiets vagtchef Kim Skov oplyser tirsdag aften klokken 18.30, at det fortsat ikke er lykkedes politiet at finde frem til kvinden.

- Vi er færdige med eftersøgningen for i dag. Man har ikke fundet noget. Vi har søgt ude i vandet og søgt nogle sektorer yderligere i og omkring Sakskøbing, men hun er stadig forsvundet, siger vagtchefen.

Politikommissær Jakob Tvedebrink, der leder eftersøgningen, oplyser, at politiet onsdag vil genoptage eftersøgningen, og at man igen onsdag vil bruge vandhunde.

Politiet beder fortsat om hjælpe fra offentligheden i eftersøgningen af Maibritt.

Har man set hende eller har oplysninger i sagen, skal man ringe til politiet på telefon 114.