Ode til den lille taler

- Nu er jeg jo ikke den store taler.

Denne lettere ironiske indledning har man ofte hørt til utallige familiefester, hvor den er blevet ytret af et familiemedlem, der efter al sandsynlighed har ret i, at vedkommende ikke er den store taler.

Og derfor kan man jo spørge sig selv, hvorfor det så egentligt lige var, at personen så skulle holde den tale.

Det hænger jo nok sammen med, at vi i mange sammenhænge forventer at høre fra de centrale personer i en given forsamling ved vigtige begivenheder, for at få at vide, hvordan de fortolker det, der nu er samling om.

Det kunne være en bruds far, en fødselars hustru, en korfirmands storebror.

Eller den tale, de fleste danskere ser, når klokken slår 18.00 på årets sidste dag.

Mange holdt vejret

For en af de taler, der bliver set allermest frem til i løbet af året, er uden tvivl regentens, og for rigtig mange danskere er det næsten uløseligt forbundet med Dronning Margrethe, eftersom hun har siddet på tronen siden 1972, indtil hun sidste år valgte at abdicere.

Derfor var der også mange, der holdt vejret frem mod Kong Frederik X's første tale.

Både fordi det var hans første, men ikke mindst også, fordi han ikke ligefrem er kendt som det oratoriske talent, som er et af hans mors varemærker.

Der har vist været bred enighed om, at han klarede debuten udmærket, hvor han kom forbi de selvfølgelige emner, en sådan tale nu engang kræver uden de store skavanker.

Regentens nytårstale er formentlig en af de faste begivenheder, hvor flest danskere har blikket rettet mod det samme, og selv de mest forbenede republikanere ser med.

Derfor er det også her, at kongehuset fylder mest i vores bevidsthed, og netop derfor er det en af de begivenheder, hvor kongehuset bliver målt og vejet så at sige, og mange anser det at holde en god nytårstale som en central evne for at lykkes som regent.

Kennedy og Johnson

Og det er ikke blot hos kongehuset, at fokus på talerne fylder så meget.

Hvis man tager en tur gennem landet boghandlere vil man kunne finde utallige bøger, der giver deres bud på de bedste taler i verdenshistorier, taler der ændrede verden og politiske taler, der ændrede danmarkshistorien.

Man skal dog være en hel del mere grundig, hvis man vil finde frem til værker, der beskriver de bedste politiske praktikere og håndværkere.

En tese:

Det skyldes til dels, at disse bøger ofte er skrevet af journalister, og journalister er jo sprogmennesker, der sætter pris på den sproglige udfoldelse, som taler er.

Det kan man især se, hvis man retter blikket mod USA's 35. og 36. præsident: John F. Kennedy og Lyndon B. Johnson.

I 2010 viste en Gallup-undersøgelse, at Kennedy er den mest populære præsident i nyere tid i USA, mens hans efterfølger rangerer langt længere nede af listen.

Kennedy versus Johnson

Naturligvis hænger opmærksomheden og fascinationen af Kennedy også sammen med, at han blev myrdet, og at han derfor måles og vejes ud fra alt det, han kunne have opnået og dermed har opnået mytestatus - det er jeg med på - men noget af det, han tit fremhæves for, er de taler, han holdt i løbet af sit politiske liv.

Derimod er mange politiske historikere enige om, at han ikke fik gennemført særlig meget politik i de år, han sad i det ovale værelse.

Det gjorde hans efterfølger Lyndon B. Johnson derimod. Igen er jeg klar over, at Kennedy muligvis ville have nået at gennemføre mere lovgivning, hvis han ikke var blevet skudt, men det til trods, så nyder Kennedy stadig markant mere opmærksomhed for sine taler og sin person, end Johnson gør det for den politik, han fik gennemført.

Lad mig for en god ordens skyld blot lige slå fast, at jeg her ikke gør mig til dommer over, hvorvidt det Johnson fik udrettet som præsident så var godt eller skidt, men blot at han fik udrettet en masse.

Et større fokus

Når alt dette er sagt, så er dette skriv ikke et udtryk for, at jeg ikke mener, at man skal holde tale til fester, at nytårstalen ikke skal finde sted, eller at politiske taler ikke kan have deres relevans.

Det er blot et lille håb om, at der for fremtiden vil være et større fokus på og en større anerkendelse af de mennesker, der via deres handlinger og praksis kan få lov at nyde den samme anerkendelse som dem, der mestrer at holde de store taler.

Og måske kan Frederik X blive et symbol på dette set i lyset af, at han formentlig vil regere og eksekvere sin folkelighed gennem arrangementer som Royal Run og sin fortid som soldat frem for at blive husket for sine nytårstaler.