Tradition eller fornyelse?

Der findes vel næppe noget mere traditionsbundet end fastelavn og højmessen om søndagen i kirken. De to ting har som sådan slet ikke noget med hinanden at gøre. Det har spaghetti med kødsovs og gudstjeneste heller ikke. Og så alligevel. De har meget til fælles.

Folkekirken har i mange år kæmpet for at bevare den folkelige tilslutning. Søndagens højmesse er lige så velbesøgt som stranden er om vinteren. Kun de få virkeligt engagerede og troende møder op, og de tomme pladser i kirken fylder godt op.

Fornyelsen har været nødvendig, og her kommer både spaghetti og fastelavn ind i billedet. En række præster har haft udsyn og tilstrækkelig forandringslyst til, at de har skabt fornyet interesse og engagement om den lokale kirke.

I stedet for tomme kirker til gudstjenesten, er der nu fulde huse til gudstjenester, hvor der er sket store forandringer i måden man normalt forkynder guds ord på.

Og godt for det. Med de såkaldte ”spaghettigudstjenester” når præsterne og kirken ud og får fat i de unge. Familier med børn strømmer til kirkerne for at få både åndelig og fysisk føde, og det er blevet en kæmpe succes i Folkekirken.
Det er nærmest genialt, så godt det virker. Hvis vi betragter gudstjenesten som et ”produkt”, er det lykkedes en række præster at produktudvikle ”Guds ord” på en måde, så det kommer langt bredere og mere jordnært ud end ved den traditionelle højmesse. Uden at sætte det fundamentale over styr.

I den forgangne weekend var det fastelavn. Umiddelbart tænker vi på fastelavn som en hedensk skik, der absolut intet har med kirken og Gud at gøre. Men sådan er det alligevel ikke. En klog og fremsynet præst ved Øster Ulslev Kirke har modigt tænkt på, hvordan der kan skabes en sammenhæng mellem den blandt børn så populære tradition at slå katten af tønden og så kirken. 

Sognepræst Margrethe Feldmose Antonsen samler områdets unge og deres forældre til fastelavnsgudstjeneste, og det blev søndag for femte år i træk en kæmpe succes. Gud og fastelavn gik flot hånd i hånd, og skabte glæde og mening i lokalsamfundet.

Det handler om at turde fornyelsen, ellers dør man. Folkekirken har problemer med at favne alle danskere – unge som gamle – og derfor er der brug for fornyelsen. Vi skal have mere spaghetti og fastelavnsris ind i vores traditionsbundne kirke, da det vil sikre kirken folkelige fundament og fremtid.