En sommerhusejer taler ud

MARIELYST FERIEBY Philip Antonakakis ejer Bøtølundvej 101. Det er et stort sommerhus med 14 senge og plads til yderligere fire på hemsen. Nogle kalder dem poolhuse. For andre er det familiehuse. Siden november har det stået færdigt. Det er jævnligt udlejet, men nu skal det måske rives ned. Hvordan er det for en nyslået ejer? Det vender vi tilbage til.

En mulig nedrivning er slet ikke omdrejningspunktet for Folketidendes første kontakt med sommerhusejeren. Den opstår før mandagens møde i teknik, miljø og ejendomsudvalget og kommer som følge af flere oplevelser, han har haft med vindueskiggere, der ikke ved, at det er familier, der ejer og udlejer husene.

- Jeg sad og arbejdede på en bog, da jeg pludselig kunne se en mand, der kiggede ind ad vinduet, så jeg gik hen og bød ham og hans kone på en rundvisning. De fortalte, at de troede, det hele var ejet af et firma, forklarer han og uddyber:

- Jeg synes, der er mange skræmmebilleder af os i de nye huse, som jeg slet ikke kan genkende mig selv i. Selvfølgelig har vi tænkt os at leje det ud, ligesom mange af de andre sommerhusejere i feriebyen gør. Det er derfor, vi overhovedet har råd til at købe det, siger han og forklarer, at han både har lånt penge af sin egen mor og svigermor for at have til udbetalingen.

Men han understreger, at hverken hans eller de øvrige sommerhuse på nordgrunden udlejes til grupper af unge.

Fætter-kusinefest

Philip og hans kone Diana er skuespillere. De bor til daglig med deres to store børn i Gurre lidt udenfor Helsingør. Sommerhuset er ikke deres første, men det er deres nemmeste.

Ingen orkede at stå med et stort byggeprojekt igen. Det skulle være let, hyggeligt og personligt. Både når Philip selv tager nogle dage i sommerhus for at skrive på en bog, når vennerne fra madklubben er på weekend, og når der er fætter-kusinefest på programmet.

- Vi er meget spredt, så når vi endelig ses, er det rart, at vi kan være sammen i længere tid, understreger Philip, hvis fætre er som en slags brødre for ham.

Da han overvejede at købe nummer 101, var han lidt betænkelig ved, at der var mange huse, som lignede hinanden, og at man skulle følge en grundejerforenings regler.

Men efter kort tid som ejer syntes han, det var hyggeligt, at man på den måde lærte naboerne bedre at kende. Modstanden bekymrede ham ikke så meget.

- Jeg blev gjort opmærksom på, at der var noget modstand, men jeg troede, det ville forstumme. Jeg tænkte, at det måske bare handlede om at lære hinanden at kende og få talt om, at vi heller ikke drømmer om store partybusser med unge mennesker, der smadrer vores helt nye hus. Grundlæggende er vi alle interesserede i at give hinanden og hinandens gæster en god oplevelse, siger han.

Men modstanden forsvandt ikke. Indtil nu har Philip Antonakakis forholdt sig temmelig tavs i debatten, men hvorfor?

- Jeg har nok bare en grundlæggende tro på, at der er noget jura og nogle regler, som jeg ikke har indflydelse på. Det er på en måde udenfor mig, og jeg ville ikke risikere at kaste mere benzin på bålet, men vente på en beslutning og lade det gå sin gang, siger han.

Ondt i maven

Den nye udvikling i sagen, hvor teknik, miljø og ejendomsudvalget mandag stemte imod en lovliggørende lokalplan, og altså for en nedrivning, har sat sine spor hos sommerhusejeren.

Flere gange, når samtalen falder på emnet, er der en stemme, der dirrer, eller en rødmen, der afslører, at alt ikke er godt.

- Jeg ved ikke, hvor jeg står, eller hvad det egentlig betyder? Jeg vågnede klokken fem her til morgen og fik ondt i maven af at tænke på det. Jeg er splittet, for jeg tror på de myndigheder, der har givet en tilladelse til, at vi kan bo i og bruge de her huse, men lige nu er det meget utrygt. Banken skal have sine penge, og hvis jeg ikke kan betale, skal jeg så sælge mit andet hus?

Ét er økonomien, hvis huset skal rives ned.

Noget andet er alle de kræfter, familien har brugt på huset og på at gøre det til deres i et område, der allerede er blevet fristed, og som de vil værne om, forsikrer Philip Antonakakis.

- Hvad med vores retssikkerhed? spørger han med tryk på vores.

Stilhed.