FORSAMLINGSHUS-FORPAGTER FÆLDET AF CORONA

IDESTRUP: - Mulighederne er udtømte. Jeg klarede et år mere, da jeg opsagde min pension, men nu går den ikke længere.

Ordene er Karsten Myralfs. Siden 2016 har han forpagtet Idestrup Forsamlingshus, der fra 2017-2020 havde weekenderne booket med fester i op til et år, før de skulle afholdes. Men efter corona lukkede landet og i høj grad forsamlingshusene ned, har det ikke været den samme fornøjelse.

- Med coronarestriktionerne blev det helt umuligt. Set i bagklogskabens lys, skulle jeg nok have kastet håndklædet i ringen for længe siden, mener han.

Forpagteren understreger, at han skam er taknemmelig for den hjælp, der kom under corona.

- Men det rakte bare ikke, selvom jeg kunne udskyde momsen. Jeg tror desværre ikke, jeg er den sidste, det sker for, siger han.

Headhuntet

Karsten Myralf blev så at sige headhuntet til stillingen af bestyrelsen i Idestruphallen tilbage i 2016. Han havde hidtil drevet restaurant i Nysted og for ham var dét at drive et forsamlingshus nyt og spændende.

- Jeg er som en fisk i vandet med gæster, så jeg tænkte, at det skulle da prøves. Der er ikke mange af den slags jobs, hvor man gør folk glade. Det vil jeg især huske mit job her for, siger han og fortsætter:

- Det er jo verdens bedste arbejde. Jeg plejer at sige, at vi har hele livet, lige fra barnedåben til begravelsen i forsamlingshusene. Fællesspisning, loppemarked, guldbryllup og absurde generalforsamlinger. Vi er blevet rørt, vi har grinet og vi har fnyst. Det er så berigende, men det er desværre svært at leve af. På nuværende tidspunkt har jeg én konfirmation booket ind i foråret. Jeg plejer allerede at have afvist de første ti, der gerne vil booke sig ind.

Villy Østergaard, formand for bestyrelsen i Idestruphallen, som forsamlingshuset hører under, supplerer:

- Vi ser også i disse år, at festerne bliver dét mindre. Man skærer typisk omkring 15 gæster væk for at spare lidt, lyder det.

Ikke flere skud

Samtidig stiger danskernes udgifter til stort set alt i disse dage, så både forpagter og formand er enige om, at det kan være vanskeligt at få øje på lyset for enden af tunnellen.

- Jeg har været evig optimist i to år. Der er ikke flere skud i bøssen, hverken mentalt eller økonomisk, konstaterer Karsten og åbner en Cola Zero.

Ude fra køkkenet summer et køleskab med en dyster, men passende baggrundsmusik.

I bestyrelsen er de ærgerlige over at miste Karsten Myralf.

- Men han har gjort mere, end man kunne forlange, siger Villy Østergaard  og pointerer, at forsamlingshuset på ingen måde står overfor en nedlukning.

- Vi håber da, at vi kan få en ny forpagter ind. Måske én der kommer med helt nye ideer til, hvordan sådan et forsamlingshus skal drives? Vi er i hvert fald meget åbne og lydhøre for vi er godt klar over at vi nu lever i en helt anden verden, end vi gjorde, før corona kom.

Naiv eller ubekymret?

Det er efterhånden de færreste forsamlingshuse, der kan få det til at løbe rundt med en forpagter på. Flere steder er de derimod reduceret til såkaldte nøglehuse, altså huse man kan hente en nøgle til, når det skal i brug. Som med alt andet udvikler danskernes måde at holde fester på sig også. Der er kommet alternativer til suppe, steg og is.

Ifølge Karsten tror mange, der kan spares på indkøb til større selskaber. Men han påpeger, at der til gengæld kræves personale til at tilberede maden og servere den for samtlige gæster, imens den er varm. Men er det så naivt at tro på en fremtid for et forsamlingshus med forpagter?

- Jeg mener ikke, forsamlingshuset er lige så vigtigt som købmanden og skolen, men man skal på den anden side heller ikke undervurdere betydningen af det. Den forsamler byen til det, der sker livet igennem, siger Karsten og Villy supplerer:

- Et eller andet sted er jeg måske naiv. Hvis jeg var bekymret kunne jeg ikke sidde her, siger han og tænker lidt, inden han fortsætter.

- Men jeg kan ikke bare lade det ske. Vi skal gå langt for at beholde det, vi har. Det kommer ikke bare igen, mener han.

Imens forsamlingshuset må på jagt efter en ny forpagter, går Karsten Myralf ikke ud til lediggang. Han driver også restauranten Admiralen på Marielyst. Den kan han dog heller ikke leve af.

- Nej, jeg skal ud at finde et arbejde. Udenfor sæsonen er Admiralen kun åben tre dage om ugen, så det handler mest om, at jeg brænder for det. Jeg har Admiralen, fordi jeg brænder for det liv med gæster. Jeg må bare have det.